Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/56

III. DE GAMLE I FJELDET. vor er de henne nu, alle de, som i min Ung- dom befolkede HøitÏ1eldet? De var som en hel Slægt for sig. Vi, som kom med Sommeren og spredtes ud over Landet, vi kjendte dem, og de kjendte os. Vi slog Lag sammen og holdt ud baade i Godveir og i Stygveir. Nu er de for det meste gaaet “væk,“ den c’11c efter ê(1c11 anden. Har jeg hørt om dem og fra ’dem, “ har det i de Senere Aar gjerne været Budskaber om Sygdom og Død. En anden Slægt er traadt i Stedet Men hvor brav den end kan være, saa er det ikke den gamle. Vi krøb mod Natten ind i et Læger. Traf vi en Sæter, var det herligt, selv om vi maatte tage Dø- ren af og ligge tre Mand paa den for at slippe Leiet paa den kolde Jord. Hvad spiste vi ikke i de Dage“? Hvor sultede vi ikke“? Men vi havde Be- vidstheden om at leve i Fjeldet og være dets Mænd. «Høit over de norske Dales Pragt et Rige blandt Skyer er vidt udStrakt», havde Welhaven sunget,