Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/62

52 Paa –Besseggen blev en af Englænderne greben af Svimmelhed. Jeg maatte da krybe udenom det Sted, hvor han stod, og befri ham for hans Ran- sel, medens Ole tog et –kraftigt Tag og fik Fyren over det farlige Punkt.– Siden kom vi ned i Me- murudalen. Men der var ingen Bro, og Memurua gik saa fæl og grumset, som den nogensinde har vist sig. Over maatte vi, og Ole lærte os Kunsten. Vi trak af vore Klæder og trak saa igjen Støvlerne paa. Saa tog enhver af os en Kampesten i Fav- nen og dermed ud i de iskolde Bølger. «Bravo, guide», lød det fra de Fremmede, da de saa Ole som No. 1 krabbe sig iland paa den anden Bred. Snart var vi alle efter. Da vi siden skulde ned fra Memurutungen til Gjende, blev det bestemt at gaa Bukkelæger, den vanskeligste Nedstigning i Vestenden og derhos i sig selv et risikabelt Stykke. Ned kom vi. Men det gik ikke for sig uden Ængstelser, og jeg undres fremdeles over, hvorledes det lykkedes at bringe min unge Englænder fra Besseggen ned til Gjendes Strand. Vi stod der“bagerst i Følget, han og jeg, paa en ganske smal Afsats, da han med et .sagde: «Jeg lader det ligesaa godt nu som senere staa tiI. Jeg holder ikke længere ud, og hvortil saa have al denne overflødige Ængstelse“?» At høre en saa- dan Tale var ikke lysteligt. Men det var til ingen Nytte at gruble forlænge. –Jeg raabte paa Ole, som hurtig var paaStedet. Skjønt det bar lige ned i Gjende, skrævede han bag min Ryg og fik paa