Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/63

53 den anden Side fat itFje-1dVæggen. Derefter maatte han – og det var ulige farligere – foretage samme Manøvre udenom Englænderen. Da dette lykkelig var udført, tog vi hver fat i en af hans-Hænder og fik ham støttet frem til et bredere Parti, og derfra ned. Da han stod paa Gjendestranden, var han glad, og endnu gladere blev han, da jeg kunde forsikre ham, at den videre –Vei ikke vilde bringe nogen Gjentagelse af Dagens pinlige Situationer fra Besseggen og Bukkelæger; & W “ ’ 1866 blev den Som-mer, i hvilken jeg egentlig grundlagde mit Venskab med Ole. Vifor viden om i Lomsfjeldene og endte med en Vandring over SognefjeIdet –til Lyster. En Nat blev tilbragt paa Bøvertun Sæter, hvis Sengeudstyr i de Dage kun var knapt. Ole og- jeg-skulde have samme Seng. Jeg lagde mig først og var snart besat af de smaa brune Dyr, som i Forveien beboede Sengen. Jeg sagde straks, at Ole maatte-passe sig for at komme i samme Pine. 1Men han tog det“med-stor Ro. De hjemlige Lopper af gudbrandsdalsk Race gjorde ikke ham noget, saalænge der var friskt, fremmed Kjød. Men anderledes vilde det blive den paafølgende Nat i Sogn, –da vi begge vilde være gefundenes FreSsen, «for Sygneloppa, bo er lei,» sagde Ole. Om Teo- rien er ganske videnskabelig rigtig, kan jeg ikke sige. Men Ole troede paa dens Sandhed.; Min Erfaring er alene den, at alle Lopper er leie. For- øvrigt tager de nu af. Loppernes Tilbagegang er et Vidnesbyrd om Kulturens Fremgang Kun Skade-