Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/73

63 Lars paa Garen var ogsaa en af de gamle i Fjel- det. Han kjendte det godt. Men han havde i flere Stykker sin egen Opfatning. Navnlig var det hans Specialitet at se ned paa, ja formelig hade Hallinger. Det var-almindeligt, at disse kom over Vidden med sine Sauedrifter, og Lars saa ikke naa- dig paa dem. For at- hindre Hallingernes Færdsel havde han fundet paa at stanse dem ved Leira. Denne vilde Iselv var ikke passabel- uden over en enkelt Bro, og naar Hallingerne ventedes, trak Lars denne ind fra Vestsiden. Saa stod Hallingen der med sine Sauer og slap ikke frem, forinden han havde beta1t Lars for at slippe over. Det var noget i Lighed med de gamle tyske Røverridderes Frem- gangsmaade med at lægge de farende Kjøbmændi Skat. Hallingen maatte finde sig deri, om han overhovedet vilde slippe frem. Da jeg foreslog Lars at være med for at se paa et af Ha11inger opført Bygværk, var der ikke Nei ihans Mund; det skulde, saa mente han, nok vise sig, at hans Venner ‘hinsides Vidden havde leveret et daarligt og uforsvarligt Arbeide. At faa dette fastslaaet forekom at være ham en meget tiltræk- kende Opgave.– W Omsider var alle Forberede1ser færdige, saa vi kunde komme afsted fra Ga-re.n. Vort Tøi, vore Tæpper og vor Madforsyning var“îastet paa den flinke lille Hest, og det bar opad. Vi passerede Sysendalens sidste Gaard, Maurset, hvor vi hilste paa ’I’orbjørn for at faa de bedste Oplysninger om