75 med min Fader. Vi var fjernere Slægtninge, men modtoges som om vi var de nærmeste Frænder og bedste Venner. Provst Julius Aars, som den Gang var Sognepræst i dette store Præste- g jæld, var ude paa en Reise. Men hans Hustru og to ældste D.øtre var hjemme, og de gjorde alt for at lade os føle os som hje“mme. Præste- gaarden Var det traditionelle Mø- dested for alle, som vilde fare over Sognefjeldet eller se indom i. det I–’jeldstrøg, Som dengang kaldtes PROVST’ .1UI.1US AARS, A Lomsfjeldene, Sognepræst til I‘omË men nu J otunhei- . YØÖ.ff î80?– død î865– V men. Andre kom paa Besøg og –blev liggende i lange Tider for siden.at vende samme Vei tilbage. Det kunde rigtignok lige til 1–862 siges, at medens alle Veie førte til Rom, førte ingen til Lom. Der var nemlig ingen Kjørevei langs VVaagevandet mel- lem Vaagemo og Garmo. Men nu var dette forbi, og den Reisende slap for RoSkydsen over Vaagevandet.
Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/85
Denne siden er ikke korrekturlest
