ivrigt ifærd med at støve Reoler. Jamen var det ærgerligt forresten. Noksaa dumt ogsaa, for han maatte jo være gaat hjem nu ; men —
„Skynda paa nu, Frøken!” raabte Hansen inde fra Lageret, „vi har ikke mer end en Kop, ved De, og jeg tørster svarligen!”
Ja ja, siden de slet ikke vilde lade hende slippe saa — hun vilde jo desuden nødig fornærme Tobiassen; han var egentlig en snil Gut.
Hun tømte Koppen i en Fart, og sprang ind igjen, saa ræd som om hun skulde ha stjaalet. De andre lo af hende. Hun var ikke blit varm i Tjenesten enda, mente de.
Men ikke før var hun bag Disken, før Chefen kom.
Aa Gudskelov — ! Hadde hun været et Minut længer, saa havde han faat se det. Der kunde man bare se, hvormeget de andre var at stole paa. Nei aldrig skulde de faa narret hende mer, det skulde være vist. Jo, det skulde rigtig været nydeligt, om han hadde faat se hende staa der og drikke Øl med Handelsbetjenterne. Han kunde gjerne ha jaget hende meddetsamme.
Tobiassen havde i en Fart fundet sig noget Arbeide inde paa Lageret; men Hansen havde ikke engang faat reddet Skinnet, han stakkar. Jensen overraskede ham, medens han holdt paa at gjemme Tomflasken, og saa maatte han paa en velment Opfordring strax bringe den ned til Madam Si-
