Paraply og gik ud Bagveien. Aha! Han skulde formodentlig til Ormøen, til Borks, siden han tog Frak. Gudskelov. —
Om lidt kom Tykke-Larsen, Bogholderen, ind i Butikken for at slåa af en Passiar; da kunde man være fuldstændig sikker. Larsen „kunde” Chefen. I ti Aar havde han siddet paa den Kontorkrakken derinde og havde nu ligesaa god Rede paa sin Chefs Vaner som paa Forretningen.
„Nu skal du jamen rive i en Flaske Portvin, Tjukken!” sa Hansen flot. Han vilde vise „Tulla” at han ikke tog sig nær af det som var passeret. „Du er den eneste, som ikke har krympet Ny-Tulla enda, og det er jamen daarlig, du som er den rigeste af os allesammen.”
Det skulde nu ikke meget til, mente Larsen.
Frøken Halvorsen saa fornærmet ud. „Fy, hvor væmmelig De er Hansen!” sa hun og snudde sig.
„Ja men synes ikke De ogsaa det kunde være Maade paa Gjerrighed da? Han spinker og sparer, som om han skulde ha Kjærring og Unger at for sørge.”
Larsen tog det roligt. Han var vant til at blive ærtet for Bankbogen sin. Han var formelig en Størrelse inden Handelsbetjentverdenen paa Grund af denne Bankbog, og da han gjerne laante ud Penge mod Renter, havde han foruden „Tjukken” ogsaa faaet Tilnavnet „Banken” . Til deres store Forbauselse sa Larsen om lidt,
