at han fik vel hente en Flaske Vin da. Og saa gik han efter at have stakket en Tomflaske forsigtig under Frakken.
„Men i Jøsse Navn, hvad gaar der af Tjukken da? De skal jagu se han er forlibt i Dere, Frøken!” —
Hun vilde til at svare ham, men saa kom Tobiassen. Mon han havde faat Billetter? — Jo gudskelov! Aa gid det nu bare var Kvælden. Hun blev saa oprømt ved Tanken paa Kvælden og al den Morro som ventet hende, at hun for anden Gang glemte sine gode Forsætter. Naar det var selve Larsen som rev i, saa kunde man vel være tryg. Et eneste Glas kunde hun ialfald drikke; det var jo fort gjort. —
Lidt efter sad de in de paa Lageret, gemytligt placerede paa hver sin Lærredsrul omkring en omvendt Tomkasse som tjente til Bord. Flasken var halvtømt og Hansen begyndte at synge Tivoliviser. Larsen hyssede, men det hjalp ikke. Hansen spillede Tivander.
Frøken Halvorsen lo saa Taarerne randt. Aa Gud, hvor han var komisk! Hun kom vist til at le sig ihjel, naar hun fik se Tivander selv.
„Frøken maa jeg byde Dem en Pæ-æ -re,” sang Hansen, idet han knælende rakte hende Glasset.
„Nei nu er jeg ræd det blir formeget,” sa hun leende; men drak alligevel.