Paa Veien til Butikken gik hun og studerede paa, om det kunde gaa an at lade være at sige „Tak for i Gaar” til Tobiassen; men det var vel for uhøfligt. Hun fik sige det, men saa skulde hun tie som en Mur Besten af Dagen; saa blev de kanske kjed af at snakke til hende.
Hun kikked paa Uhret paa vor Frelsers Kirke; du store Verden, var den ikke ti Minutter over otte alt. Bare nu ikke Chefen var kommet. Sommetider kom han med det samme de lukked op. — „ Naar man snakker om Solen, saa skinner den.“ sa Tobiassen galant, da hun kom ind af Butikdøren.
Hun sa Godmorgen og Tak for i Gaar i en saa komisk høitidelig Tone, at Tobiassen blev staa ende og glo. Hvad i Jøsse Navn gik der af Gjentungen? Men da han skjønte, det skulde være Alvor, satte han i at storle. Hun blev flau og skyndte sig ind paa Lageret med Overtøiet.
Enda værre blev det, da hun for at faa Fred sa, at hun havde Hodepine. Ha—ha—ha ! saa hun havde Katzen jammer. „Det er bare Mangel paa Øvelse det Frøken; det gir sig i Enden, sa Repslageren.”
Aa Gud, hvor de var ækle; nu trodde de formodentlig, at de kunde behandle hende som de vilde; men det skulde de være fri for.
Da hun kom ind igjen var Jensen kommet, og sammen med ham Fru Assessor Block. Fruen
