„Aa Frk. Halvorsen, vil De komme hid et Øieblik, er De snil?”
Frøken Halvorsen kvak op og blev blussende rød: hun havde rent glemt sig selv og bare staat og glod paa Chefen, som expederte saa nydeligt. Hun gik udenfor Disken, saa forlegen som en Skolepige.
„De faar være Prøvejomfru et Øieblik, Frøken Halvorsen — ,” smilte han venligt til hende.
Han tog Stoffet og ordnede det som Draperi fra hendes Skulder og nedover, saa Fruen omtrent kunde se, hvordan det vilde tage sig ud i Kjole.
„Hvad siger De, Frue, smukt ikke sandt?”
Han saa nedover Tøiet. derpaa op igjen, og standsed saa et Øieblik smilende ved Frk. Halvorsens brune friske Ansigt. Hun slog Øinene ned og blev endnu rødere. Han holdt Tøiet sammenfoldet paa hendes ene Skulder, saadan at hans Haand hvilte ganske let paa den. Hun havde Følelsen af, at hvis han ikke tog den Haanden væk snart, saa orked hun ikke at staa længer; hun kjendte den lige ned i Knæerne.
Næsten som i Drømme horte høn ham sige Tak, idet han tog Tøiet væk. Fruen likte alligevel bedre det dueblaa.
Frk. Halvorsen skyndte sig indenfor Disken og gav sig til at stelle med nogle Æsker, som stod paa Bagdisken, saadan at hun kunde snu Ryggen til de andre. Mon de havde set paa hende? Idet-
