jo først og fremst tanke paa at faa tile af lidt paa Gjeelden sin.
Aa ja. det fik nok gaa an at spare. Se Kasserersken inde hos Skindhandleren; hun spiste aldrig varm Middag, maatte nøie sig med Kaffe og Rugkage hos Madam Simonsen hele Dagen hun. Men saa havde hun jo ogsaa bare 20 Kroner og stod ikke paa stigende engang; og der var mange som ikke havde mer. Og enda maatte de være ordentlig klædt. Det fik gaa som det kunde med Maden.
„Ingen kan se min sultne Tarm, men alle kan se min nakne Arm", som Madam Simonsen sa. Leie et Kot sammen med en Sypige, eller logere sig ind hos en Haandværksfamilie i Udkanten af Byen og saa leve paa Kaffe og Brød til Frokost, Kaffe og Brød til Middag og Potøl og Brød til Kvælds —: nei. hun fik nok være fornøiet, hun, om hun nu ikke netop havde Raad til at være mæt bestandig.
Og det havde hun ikke. Ikke paa langt nær. Hun sled rent utrolig Skotøi med den lange Veien, Og en Kjole kosted saa mange Penge, at man maatte betale paa den i flere Maaneder. Hun havde allerede tre Gjældsposter at gnage paa, Skomageren. Vaskekonen og Sydamen. Fru Hedels havde i Førstningen ladet hendes Tøi vaske hos sig; men der var altid saa mange Omstændigheder, at Frk. Halvorsen for længe siden havde sluttet at bringe
