Madamen likte godt at slaa af en Passiar, og
Frk. Halvorsen havde i de sidste Par Maaneder
modtaget mere Visdom dernede i Blaakammeret end
i hele sit Liv før. Thi Madam Simonsen var
indfødt Kristianiabarn, og der var ikke den Ting i
Byen hun ikke vidste Greie paa.
Frk. Halvorsen var en meget interesseret Tilhører. Gud, saa dum som hun havde været! Hun havde trod alle Mennesker saa godt: — aa jo, der var nok mange at tro efter Madam Simonsens For klaring.
— — „Nei, tror De det da; skulde det være saa nær?” Frk. Halvorsen satte Koppen fra sig og snudde sig mod Madamen.
„Nei, jeg ved ikke jeg, men jeg syntes htm saa mig ud til lidt af hvert om Fredagen, da hun var inde i Butikken. — En Draabe til, Frøkna mi?“
„Nei Tak.”
„Er De saa ræd for at miste Skjønheta da?“
„Aa De da —. Nei saa De tror virkelig — og jeg som var saa dum og trodde at—“
„ — Ja jeg kan ikke vite det jeg; men som sagt, hun saa mig ud til lidt af hvert. —. Ja det er den femte dette her naa; — aaja, du Jensenfar, du Jensenfar!"
— „Huf ja, det er fælt; stakkars hende!”
„Pyt, er det ikke saa, hu vil ha det da, trur Di? — Hu er saa gælea etter den Manden, saa det er rent ækelt.” —
