42
EUGÉNIE
pler har nedlagt overtro i folkeaanden. Man har ikke glemt, at fremmede prinsesser i løbet af de sidste sytti aar har besteget tronen for at se sin slegt spredes og forvises ved krig eller revolution. Kun en eneste kvinde synes at have bragt lykken med sig, og i høiere grad end nogen anden lever hun i folkets erindring. Denne kvinde, general Bo napartes beskedne og elskelige hustru, havde ikke kongeligt blod i sine aarer. — Naar man for Eu ropas øine er bleven løftet op i høide med de gamle dynastier i kraft af et nyt princip, bør man ikke søge at optages i deres kredse ved at ville gjøre sit vaabenskjold ældre eller ved for enhver pris at ville trænge ind i kongernes familier. Langt bedre er det altid at mindes sin herkomst, at be vare sin egentlige karakter og ligeoverfor Europa frit og aabent at hævde sin stilling som »parvenu«, en ærefuld titel, naar den er skjenket gjennem et stort folks frivillige stemmegiven. Mit giftermaal er et privat anliggende. For mig staar nu tilbage at omtale mit valg: Den dame, paa hvem mit valg er faldt, er af udmerket fa milie. Ved hjerte, opdragelse og ved erindringen om det blod, som hendes fader har udgydt for keiserdømmets sag, er hun fransk. Som spanier* inde af fødsel har hun det fortrin, at hun er fri for slegtninge i Frankrige, som man kunde behøve at tildele æresposter. Begavet med alle sjælens bed ste egenskaber vil hun være tronens pryd, ligesom hun i farens stund vil være dens kraftigste støtte. Som from katholik vil hun, ligesom jeg, opsende bønner for Frankriges lykke. Yndig og god vil hun — derom er jeg overbevist — gjenoplive min
