56
EUGÉNIE
serlige vogn, naar dette ædeltformede hoved bøie de sig til hilsen, dablændedes masserne, og man følte uvilkaarlig, at denne kvinde vilde forståa at hæv de sin plads. »Aldrig« — siger en af datidens memoire-forfat iere*) — »saa man en smidigere og mere harmo nisk skikkelse, aldrig et elskeligere hoved smykket med gyldne lokker! — Alt i alt frembød den kei serlige brud et billede, hvis fine sammensmeltning og fløielsbløde farver ingen Murillo, ingen Ve lasquez, men kun en Tizian skulde have kunnet formåa at gjengive!« Hvor godt Eugénie tog sig ud i afstand, hvor beundringsværdig hun syntes den store mængde, saa var hun, om muligt, end mere tiltrækkende for den lille kreds. Hun hørte nemlig ikke blot til de fyrstinder, der taaler at sees i nærheden, men til de kvinder, der synes elskværdigere, jo nær mere man lærer dem at kjende. Venlig og imødekommende mod alle, men uimod staalig, hvor hun lagde an paa at erobre — og næ sten altid ivrig for at gjøre erobringer! — besad hun en mægtig evne til at drage hjerterne til sig. Med den høieste grad af indtagende livfuldhed for enede hun en finfølelse, der virkede mere end selve hendes skjønhed, samt hin hjertevindende velvilje, som franskmændene træffende kalder »politesse du coeun. Til fuldkommenhed forstod hun kunsten at stille sine gaver i det rette lys. Og i besiddelse af en uudtømmelig sprudlende og vittig konversa
- ) Dftrckheim: »F.rinnerungen aus alter und never Zeit.«
