ikke storaktige og lot sig ikke nø lenger, de tok for sig av det han hadde, som de aldri skulde smakt mat.
Dagen efter sa kapteinen at de fikk gå på jakt og skaffe sig noe å leve av. Like ved gården var det en stor skog, og der var det fullt av både hare og fugl. Løitnanten skulde bli hjemme og passe huset og koke resten av nistematen. Imens skjøt de andre to så mye at det var ikke mer enn så de orket å bære det hjem. Men da de kom til porten, var det så skrøpelig med løitnanten at han næsten ikke var god til å lukke op for dem.
«Hvad er det på ferde med dig?» spurte kapteinen.
Jo, så fortalte han at straks de hadde gått, kom det en ørliten kall med sidt skjegg, som gikk på krykker, og bad så vakkert om en skilling; men vel han hadde fått den, datt den i gulvet for ham, og alt han karet efter den, var han ikke kar til å få tak i den, så støl og skjelv var han. «Jeg syntes synd på den gamle kroken,» sa løitnanten, «og så bukket jeg mig og vilde ta op skillingen; men da var han hverken støl eller stiv lenger, han gav sig til å bruke krykkene sine på mig, til jeg mest ikke kunde lee en lem.»
«Du måtte skamme dig, du som er kongens kar, at du har latt en kammel krøpling rundjule dig, og at du taler om det på kjøpet,» sa kapteinen. «Pøh! Imorgen skal jeg bli hjemme, så skal det spørres annet.»
Ja, næste dagen gikk løitnanten og soldaten på jakt, og kapteinen blev hjemme og skulde koke maten og stelle huset. Men gikk det ikke verre med han, så gikk det da ikke bedre. Da det led på, kom gamlingen og bad om en skilling. Den slapp han med det samme han fikk den; borte var den, og borte blev den. Så bad han kapteinen