Kreds, een ved hvert af de fire Hjul, der saae ut som eet (I, 15), og at Menneskeansigtet vendte udad og derfor først bemærkedes (I, 5); Løve- og Oxe-Ansigtene ved siden af hiint kom derved paa de to Cheruber, som var den forreste nærmest, til at vende mod Propheten og Ørneansigtet paa den bageste Cherub ligeledes[1]. Saadan Stilling fordrer ogsaa den Bemærkning (I, 9), at Spidserne af enhvers Vinger berørte Spidserne af de to nærmestes Vinger. Det Udtryk (I, 14), at „Dyrene (Cheruberne) løb frem og tilbage, som Lynet at see til“, forklares let, naar man tænker sig det firedobbelte Hjul sat i hurtig Bevægelse, hvorved Cheruben paa Forsiden løb fra Høire mod Venste og paa Bagsiden fra Venste mod Høire. Naar det derhos heder: „de gik ligefrem, de vendte sig ikke, naar de gik“ (I, 9. 17; X, 11. 22), refererer dette sig til, at de stadigen beholdt den samme Stilling mod Hjulets Peripherie. Idet Hjulhvirvelen saaledes dreier sig om sin Axe, forrykkes ikke dens Stilling mod Himmel og Jord, ligesom tillige Herrens Throne over Hvælvingen derved kan tænkes urokket. At Hjulenes Felger vare høie og frygtelige (I, 18) d. e. ærefrygtbydende, sigter til at de betegne brede stjernebesaaede Zoner af Himmehvælvingen, hvorved Hjulet tænkes i en næsten horizontal eller noget skraa liggende Stilling, hvorved den Dimension, som ved en Hjulfelge kaldes Bredde, naar Hjulet staaer opreist, bliver til Høide. Jo høiere (eller bredere) Zonen paa Himmelhvælvingen er, desto flere Stjerner kan den rumme, og desto større Beundring og Ærefrygt vækker den. Havde Talen været om opretstaaende Hjuls Høide, da havde Ezechiel brugt Udtrykket Hjul og ikke nævnt Felgerne; men at disse vare Hovedsagen, sees ogsaa deraf, at Nav og Eger i Hjulene slet ikke omtales. Conseqvent maatte ogsaa disse have været bedækkede
- ↑ I det andet Syn var Oxens Ansigt forrest (X, 14), hvorom nedenfor.
