Partiklerne ere fire Slags.
A. Adverbium lægges til Adjectivet og Verbet, og udtrykker en Omsttendighed.
| sidde hjemme nu. | temmelig lang. |
|---|---|
| skriver smukt. | mere nøiagtig. |
| ikke komme hjem. | ganske smuk. |
| maaskee jeg k??? | meest nyttig. |
P. Præpositionen sættes foran et Complement, som den siges at styre. Hun staaer bag Stolen imellem Tjenerne. Paa dig stoler jeg. Hvalen henhører til Pattedyrene.
C. Conjunctionen staaer imellem Ord og Sætninger, som derved forbindes. Christian og Frits; Christian læser, og Frits skriver. Han er rig men dum. Han er rig, men hun er god.
I. Interjectionen er et Udraab af Glæde, Frygt, Smerte o. s. v. Ak! ve! au! ei! fy!
S. En Mening, som siges eller skrives, kaldes en Sætning. Vinteren er kold. Han hedder Ole. Solen skinner. Paa dig stoler jeg. Datteren ligner Moderen. Mig traf han. Giv du mig Haanden! Han kalder sig General.
S. Sætningen bestaaer af forskjellige Dele, Sætningsdele.
S. I enhver Sætning er der Noget, som man taler om, og det kaldes Subject. Vinteren er kold. Han hedder Ole. Solen skinner. Paa dig stoler jeg. Datteren ligner Moderen. Mig traf han. Giv du mig Haanden! Han kalder sig General.
P. Det, som siges om Subjectet, kaldes Prædicat. Vinteren er kold. Han hedder Ole. Solen skinner. Paa dig stoler jeg. Datteren ligner Moderen. Mig traf han. Giv du mig Haanden! Han kalder sig General.
C. Naar man lægger Noget til Subjectet eller Prædicatet, kaldes dette Tillæg Complemet. Vinteren er kold i Norge. Solen skinner paa Jorden. Paa dig stoler jeg. Konen med Kaaben gaaer der.
