Som denne Kvinde gaar der en hel Slægt i vort Land.
Det er jo et gammelt bibelsk Billede at betegne et Folk som
en Kvinde, og hin skrøbelige, udlevede Kvinde er det rette Billede
paa denne Slægt. Som hun har den ogsaa engang seet
noget bedre Dage, hvori den vist var lystig og glad og med let
Sind betraadte Livets vanskelige Vei; men nu er Slægten meget
gammel, og der har lagt sig Sløvhed over dens Erindring,
saa den kan ikke give nogen sammenhængende Forklaring om,
hvorfra den stammer, og hvad dens Maal og Med har været
i Livet. Synd og Brøde bedækker dens Aasyn og har der udslettet
de Træk vel ikke af Ynde, men dog af Kvikhed og livligt
Mod, som engang monne have været at skue. Den har
aabenbar udlevet for længe siden, og det seer ud, som om Herren
just derfor havde opholdt dens hjemløse og hjælpeløse Liv
indtil nu, fordi han vilde lade det sees, om der er villig Deltagelse
i Landet for den dybeste Elendighed, hvori Mennesker
kunne synke, om Kjærligheden eier Visdom til at berede Slægten
et Vederkvægelsens Bad og lade et nyt Livs Trøst skinne
ned i dens sløve og formørkede Aand.
Fanter kalder man denne Slægt. Paa en Bakke tæt ovenfor min Fødeby mødtes engang to reisende Partier; det var nok to Familier; thi der var Fruentimmer og Børn med; men det var vel Ufreden i deres Sjel, som gjorde, at de snart begyndte at slaaes med hinanden. Jeg var liden Gut dengang og stod langt borte og saa; men jeg glemmer aldrig den voldsomme Tummel og det fæle Skrig og det uhyggelige Syn, da Mænd fra Byen, jeg troer med Stænger og Reb, kom op for at fange dem. Man sagde mig, at det var bare nogle Fanter.
Men naar jeg siden af Missionsberetninger eller andetsteds
fælde kan gjentages. I den bekjendte Dr. Julius’s „Jahrbücher der Gefängnißkunde,“ 7de Bind (1845), Side 269, fortælles, lidt omstændeligere, følgende Historie: Til en Pleieanstalt i Berlin bragtes, eller slæbtes af en plump Haand, et saadant mumieagtigt gammelt Fruentimmer, som opvakte Alles forfærdede Medlidenhed; hun var fast ukjendelig for Smuds, sløv og stum; hun kom i Bad og derefter i Seng, aandede saa lettere, saa klarere omkring sig, yttrede, at hun befandt sig vel, takkede for alt Godt, sov ind og døde.
