min Opfordring talte han Noget i sit rommani; jeg forstod ikke et Ord deraf; det havde ingen Lighed med noget mig bekjendt Sprog, navnlig ikke med Finsk, enten Lappisk eller Kvænsk, hvilket sidste min Vildmand dog ogsaa kunde noget af; heller ikke kunde det være opdigtet af norske Fanter, eller sammensat af fordreiede norske Ord; dertil havde det en for fremmed og eiendommelig Klang. Fuld af Forundring gik jeg hjem med et halvt Snes Gloser, jeg fik skrevet op, og med Løfte om siden at faa lære mere af dette nye Sprog.
Dersom nu Læseren var ligesaa uvidende som jeg dengang om, hvad Fanterne eller Rommanierne vare for et Folk, saa vilde han kunne tænke sig min Forundring, da jeg ved at henvende mig til en Ven fandt, at de fleste af hine faa Gloser røbede Slægtskab med hverken mere eller mindre end Indiens beundrede Sanskrit[1]. At finde Ord af dette Sprog, som kanske ikke 10 af Landets lærdeste Sprogmænd have begyndt at gjøre Bekjendtskab med, talte af dette Udskud af Mennesker, disse usle Fanter, det var saa forunderligt, at jeg fast maatte tvivle paa, om jeg ogsaa havde hørt og skrevet rigtigt i den korte Stund, jeg talte med den sorte Mand. Det var i alle Fald en Opdagelse, som maatte forfølges videre. Hvad jeg vidste om lignende kasteagtige Folk i andre Lande, indskrænkede sig til en Erindring om, at de saakaldte Natmænd eller Kjeltringer i Jylland ogsaa skulde have sig imellem et hemmeligt Sprog og jeg fandt en Beskrivelse om dem, hvorefter de skulde være Zigeunere[2]. Men Forundringen blev kun større, da jeg af denne Bog saa, at min Tugthusfanges rommani aldeles ikke lignede disse saakaldte Zigeuneres prævelikvant, som de
- ↑ F. Ex. devel, Gud, Sanskrit deva, manusch, S. manusha; dives, Dag, S. divasa; schtar, fire, S. tschatvari.
- ↑ „De jydske Zigeunere og en rotvelsk Ordbog.“ 2den Udg., Kjøbenhavn 1837 (af Dorph, Rektor i Viborg). Først senere hen, ved Sammenligning med andre Verker, kunde jeg skjønne, at Forf. urigtig har kaldt de Kjeltringer, hvis Sprog han beskriver, Zigeunere. Men derom mere siden.
