selv kalde sit Fantemaal, og Nysgjerrigheden efter at udfinde, hvad Slags Folk vore sortladne Fanter da vare, blev heller større ved den smertelige Beretning af Forfatteren, at den Person, en Tugthusfange i Viborg, der havde lært ham dette hemmelige Sprog, til Straf for dette Frafald fra Bandens Love ynkelig blev slaaet ihjel af sine Kammerater, kort efter at han var kommen paa fri Fod. Om nu den samme Lov ogsaa gjaldt i de norske Fanters Samfund? Efter de mange nylig offentliggjorte Beretninger om deres vilde Sæder og mordiske Slagsmaal maatte jeg befrygte det Værste. For at faa Vished i dette Punkt gik jeg forsigtig til Verks og lod Christian – saa hed min Vildmand – i al Hemmelighed kalde for mig. Men hvor han nu var forandret! Atter det feige og krybende Væsen, medens han med hæslige Eder benægtede Alt, hvad han forrige Gang havde fortalt mig, og kun vedkjendte sig de faa rommmani-Ord, han havde seet mig skrive ned; „men dem havde han blot hørt af nogle Feiere fra Hedemarken, og det var alt, hvad han vidste af det stygge Skøiermaal.“ Det var tydeligt, at han angrede sin Fortrolighed mod mig, og jeg anede Aarsagen dertil. Der sad – dette havde han forrige Gang aabenbaret mig – flere Fanter i samme Afdeling af Tugthuset som han; til dem havde han, som jeg længe bagefter fik høre, fortalt om sin Samtale med mig; men en af dem havde da lovet ham at stikke hans Øine ud, en anden at knuse alle Benene i hans Krop, naar de engang mødtes paa fri Mark.
Det var høist pinligt at besinde sig ligeoverfor et saadant Hemmelighedssystem. Det var som en Mur, der skilte mig fra disse mine Medmennesker. Og hvilke afskyelige Mysterier lod det ikke til hørte hjemme bag denne Mur i dette fordægtige Samfund?[1]
- ↑ Istedetfor af Christian at faa Oplysning om ham og hans Folk, fik jeg af Tugthusets Præst høre, at de Undersøgelser, som vare blevne anstillede om hans Daab, havde ledet til det Resultat, at Manden var udøbt, ligesom hans Kjæreste endnu i voxen Alder havde været.
