Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/104

90

Saa blev jeg underrettet om, at der paa Akershus Fæstning sad en Slave, som lod til at være af ægte Fanterace. Hans Billede staar nu ogsaa for mig som en Typus paa alle Taterslægtens lyse og merke Sider; jeg fik ham kjær for hans uforandrede Fortrolighed og Oprigtighed imod mig den Tid, vi vare sammen, og jeg skal aldrig uden Vemod kunne mindes hans senere Fald. – Skjønt han af Fangepræsten var forberedt paa mit Besøg og dets Hensigt, var det dog ikke uden Spænding at jeg første Gang gik til ham for ved ham kanske at blive befriet for den ubehagelige Uro, hvori de andre Fanters hemmelighedsfulde Væsen havde sat mig. Men han modtog mig ikke med Aabenhed alene, men med heftig Iver; det var hans høieste Ønske, sagde han, at faa bekjende for Verden Alt, hvad han vidste om sit Folks Afgudsdyrkelse og Trolddom; saaledes vilde han bidrage Sit til at saa Ende paa al den Ugudelighed, hvori ogsaa han havde levet og samlet saa megen Elendighed over sig. – Dette klang jo vistnok ikke tatermæssigt; men det var upaatvivlelig sandt alligevel, naar han paastod at være en ægte Tater, en horta-Romanisæl. Hans Fader var tidlig for et Drab flygtet ud af Landet til Sverige, og som Gut havde han fulgt sin Bedstefader paa vidtløftige Reiser og af ham lært Alt, hvad der hører en Tater til at vide; denne Bedstefader var nemlig en Mand af de gode gammeldags Tatersæder, som, „efter Fædrenes Vis,“ havde raget Haaret af op over Tindingerne, saa der kun hang igjen som en sort Dusk ned over Panden, og som, over 100 Aar gammel og mædt af Dage, ligeledes efter Fædrenes Vis samlede sin Slægt omkring sig ved Bredden af et mørkt Fjeldvand høit oppe i Nordlandene, tog Afsked med dem Alle, roede i en Pram ud paa Vandet, hang en Sten om sin Hals og – steg i Dybet^[1]. Nu flakkede Gutten nogentid om med Slægt-

1. Dette Træk bedes erindret til den følgende Beretning om Taternes Forhold med deres Dødes Begravelse. Hvad Tateren fortalte om Bedstefaderens Maade at bære Haaret paa, kan maaske forklares af Herved maatte jeg bestyrkes i min ængstelige Formodning om, at han og hans Slægt bevarede afskyelige Hemmeligheder.