ninger, strøg saa alene omkring en Stund og blev optagen i Huset hos en Præst i Nærheden af Skien, hvor han undervistes i Christendom og havde det godt. Han kom i Konfirmtionsalderen og skulde døbes, da Bedstefaderen havde fundet denne Akt overflødig eller stridende imod Taterloven. Men han flygtede fra Daaben og sværmede atter nogle Aar omkring indtil han lod sig hverve som Soldat i Christiansand og der tillige døbtes. Han udholdt nok ikke sin hele Tjenestetid, kom atter ud paa Fantestien, fik sig en Hund, en Hest, Kjæreste og Børn, kort blev Hoved for et lidet selvstændigt Fantefølge og udførte mange Fantestreger, hvoriblandt var det at mærke sit Sødskendbarn, hin Christian paa Tugthuset, med det omtalte stygge Ar. Men Lystigheden fik Ende, da han engang i Hidsighed over et Ukvemsord bibragte en Bonde, hos hvem han med sit Følge havde faaet sig Natteherberge, et farligt Knivstik, der paadrog ham en Slaveridom paa 10 Aar. Nu havde han i ni Aar slidt sine Slavejern, og Rygtet om, at hans Kjæreste imidlertid drev omkring med forskjellige Fanter, havde vel bidraget Noget til, at hans Taternatur længe yttrede sig i en høist usømmelig og urolig Opførsel, indtil ganske kort før mit Bekjendtskab med ham en rystende Begivenhed – det var en Slave, som tildels formedelst den hevngjerrige og ondskabsfulde Taters Angivelse af en ubetydelig Forseelse havde hængt sig – efterlod et varigere Indtryk paa hans utæmmede Sind. Hans virkelig gode Religionskundskab blev nu til en i enkelte Øieblikke idetmindste oprigtig og levende Erkjendelse af hans mange Feiltrin og store Uværdighed. Ved Tanken om sin Søn, der vel voxede op paa Fantestien hos den utro Moder, kunde han, hvad der hos en Tater vist er en stor Sjeldenhed, fælde stride Taarer, og med Bevægelse yttrede han sit Haab om herefter at skulle modstaa Fantelivets Fristelser. Men
den fra andre Lande omtalte physiske Eiendommelighed hos Taterne at Haarvæxten trækker sig tilbage op over Tindingerne, som om det skulde være afraget der, en Eiendommelighed, jeg ogsaa syntes at spore hos hin Gamles Sønnesøn (se det ovenfor anf. Berlin. Monatschr., B. 21, S. 122).
