Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/106

92

der var Taternatur i ham endda; det mærkedes paa det Afbrudte i hans Væsen, den Flygtighed, hvormed hans Sind i et Øieblik kunde slaa om fra Vemod til vild Lystighed, den Heftighed, hvormed han kunde fare op, naar han, som stundom maatte ske, mærkede, at jeg bar Tvivl om Rigtigheden af hans eventyrlige Taterhistorier. Og sandelig, jeg kunde ofte ikke undertrykke den Bemærkning hos mig selv; at Lystigheden, Vildheden klædte ham bedre end Rørelsen; den passede bedre til hans raske, vilde Physiognomi. Han var i sin bedste Alder, 35 Aar gammel, af Middelstørrelse og velbygget, og Fængselsluften havde ingenlunde slappet hans Smidighed eller lammet hans Kraft; han var endogsaa vakker med den brungule Hud og de sorte Haar, klare Tænder, og et eget blødt, ægte tatermæssigt Træk om Munden, med Ørnenæse og den forunderlige Glød i det sorte Øie. Han var uforlignelig, naar han med livlig Mimik fortalte mig Træk af sine og sine Kammeraters Historie, rigtignok lutter Taterstreger fra først til sidst, men som dog kaldte ham kjære, stundom vakre Minder tilbage; da levede han sin Ungdom om igjen; Taterlivet aabenbarede sig da hos ham i en vis forædlet Skikkelse, og hans Taterøie funklede. Mangengang troede jeg, han fortalte mig Eventyr, og var paa min Post imod ham; men lidt efter lidt fik jeg Anledning til at kontrollere ham i de fleste Stykker, og aldrig fandt jeg et usandfærdigt Ord i hans Mund. Han viste sig ogsaa som en ærlig Sjæl, da jeg ved mine første Samtaler formanede ham til ikke unødig at røbe for sine Medfanger, hvad vi talede sammen om, saasom han maaske truedes af Fare derved; han vidste dette, sagde han; men, føiede han til, det var for at gavne sine Brødre selv mod deres Villie, at han fortalte mig alle deres Hemmeligheder, og Følgerne maatte da staa i Guds Haand. – Han viste ogsaa en uforandret Iver for vore Taterstudier lige til Aarets Ende; han var skrivkyndig og havde altid Papir og Blyant ved Haanden for at optegne de Ord af sit rommani, som efterhaanden randt ham i Hu, og han par ikke lidet glad ved hver Berigelse til mit Lexikon, han næsten ved hvert Besøg kunde bringe