mig[1]. Omsider aabnedes Fængselsdøren for ham; han traadte atter ud i Verden, hvor han nu saa at sige skulde begynde forfra at føre et skikkeligt Liv. For en Del maaske af Hengivenhed mod mig, ialfald uden Tilskyndelse fra min Side, valgte han netop min Fødeby, en af Smaabyerne i Christianssands Stift, afsides fra Taternes almindelige Vei, til sit fremtidige Opholdssted; der ønskede han – og det var sikkerlig dengang hans fulde Mening – at leve sin Tid ud i Fred. Han kom did og fandt megen Velvillie hos gode Mennesker, som ikke blot hjalp ham til Arbeidsfortjeneste, men ogsaa vel Advarsler og venlig Tiltale søgte at komme hans Svaghed tilhjælp, naar den længe savnede Friheds Fristelser bleve han for store. Han kunde levet godt her. Men den medfødte Taternatur var ham vel for stærk. Da Sommeren første Gang vendte tilbage med varme Solskinsdage og lyse Nætter, saa strøg han afsted igjen; i Nabobyens Apothek kjøbte han sig Urter og Draaber, agerede dermed Mirakeldoktor for Folk og Fæ i Omegnen og – blev komplet Fant igjen som før eller værre end før. Jeg nævner nu hans Navn, Frederik Larsen Hartman; jeg frygter nu ikke som før, idet jeg nævner det, for nogen stor Fare fra hans Kammeraters Side; men jeg haaber og beder om, at enhver retsindig Mand, som maatte faa Anledning til at handle med denne vistnok dybt Faldne, vil udvise mod ham den overbærende Skaansel og kjærlige Omhu, som den for hans Slægt eiendommelige moralske Svaghed og hans selvvoldte og derfor saa store Ulykke gjør Krav paa. Ved her at nævne hans Navn har jeg udtalt det Haab
- ↑ Han fik ogsaa tilstrækkelig Anvendelse for sine særdeles gode Evne naar det gjalt om at udskille de i Tatersproget indblandede svenske finske, ja russiske Ord, at adskille selve Ordene fra de tilføiede grammatiske Endelser, at gjøre Forskjel paa Synonymer og Homonymer Hoved- og Bibetydninger – et for ham meget fremmed og kunstig Arbeide, som han alligevel skilte sig godt ved.
