altsaa undergaaet en væsentlig Forandring her hos os; Taterne have glemt meget deraf, idet de kun have beholdt en Del af Ordene, som de nu sammenføie i Talen ganske efter Reglerne for det norske Almuesprog; det er i saa Henseende gaaet vore Tatere ligesom de spanske, der ogsaa bøie og sammenføie Ordene aldeles paa spansk Maade; en Følge deraf er ogsaa, at den norske Tater fordetmeste maa bruge mange norske Smaaord i sin Tale.
Denne Forandring i Sproget tyder hen paa en tilsvarende Forandring i selve Folkets Liv. Flere Smaatræk gjøre mig det sandsynligt, at denne Forandring helt og holdent har fundet Sted i de allersidste Generationer, og der turde maaske endnu blandt gamle norske og svenske Tatere (thi Grændsen imellem Sverige og Norge er ikke nogen Grændse for dem) findes en og anden, som endnu taler sine Fædres rommani fuldstændigt og rent; endnu støder jeg nemlig nu og da i Tateres Mund og dem selv uafvidende paa oprindelige og ægte Sprogformer; jeg har hørt dem synge gamle Viser i en saa antik Stil, at de, skjønt de erindre Ordene endnu, ikke ganske kunne tyde dem. At denne Forandring nylig er foregaaet, er ogsaa rimeligt nok. For faa Generationer siden – det saaes ovenfor – vare Taterne Gjenstand for en skarpere Forfølgelse enten af Øvrighedens Arm eller af Almuens Afsky; men da holdt ogsaa Taterne sammen indbyrdes, skjønt i saa lidet Antal spredte ud over hele Norges og Sveriges Land, og gjengjeldte Had med Had. I den senere Tid har man været mildere mod dem; den Skillevæg, som stod imellem dem og andre Folk, forfaldt, og de før mere krye Tatere have ladet adskilligt andet Pak faa Indpas i deres Samfund. Men ligesom man paa Hudfarven kan skjønne, at der i de fleste Taterfamilier er kommet en god Del fremmed Blod i Aarerne, saa bærer ogsaa Sproget Mærke af fremmed Indflydelse, som har udslettet dets oprindelige Charakter. Ligesom dette rommani var det sikkreste Spor til at finde Taternes Slægtskab med lignende Horder i andre Lande, saaledes er det os i sin
