Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/113

Denne siden er ikke korrekturlest
99

nuværende usle Tilstand det tydeligste Billede paa den Opløsningstilstand, hvori Folket selv nu befinder sig.

Endnu er dog dette samme rommani en Helligdom for Taterne, som de med stor Standhaftighed have stræbt at holde hemmelig, saaledes at endnu en af dem, som man saa, ialfald kunde falde paa at true den, der aabenbarede samme, med at knuse Benene i hans Krop. Det er ogsaa let at skjønne, hvad der gjør denne Hemmelighed saa vigtig for dem. For et Kastefolk som dette er det af stor Vigtighed at kunne gjøre sig forstaaelige for hinanden uden at blive forstaaet af Uindviede, og det er ganske vist, at Medlemmerne af et Fantefølge mangengang i Husfolkets Paahør have aftalt med hinanden, hvorledes de bedst skulde bestjæle det Hus, der gjæstevenligt havde tilstaaet dem Ly og Varme i en stormfuld Vinternat. Selv for Retten vove disse dristige Mennesker saa smaat at gjøre Brug af dette Lønsprog. En Fant har fortalt mig følgende Scene: „Nu har jeg givet al min Forklaring om Skjorten, naadige Hr. Skriver!“ sagde en for Tyveri beskyldt Fantekjærring under et Forhør; „men det er jo af smaa Børns og Umyndiges Mund, at Sandheden skal høres; her har jeg et 5 Aars Barn, som fulgte mig ved Haanden hele Tiden. Hør nu, mit uskyldige Barn! nu maa du huske paa, at du staar for den strenge Guds og den naadige Hr. Dommers Aasyn, og nu maa du huske paa, hvad jeg altid har formanet dig, at sige Sandhed og ikke lyve; saa du, at jeg tog Skjorten, saa maa du ikke hense til din Moders timelige Elendighed, men i den store Guds treenige Navn sige Ja – penna naben!“ og Barnet fulgte ganske rigtig det med de to sidste Ord givne Vink og sagde Nei.

Det er dog ikke denne ligefremme Nytte, som giver dette Fantesprog dets største Interesse. Naar en ful Taterske ved at slaa om sig med nogle uforstaaelige Talemaader af et fremmed Tungemaal kan bestyrke en enfoldig Bondefamilie i Troen paa, at hun er en Finkjærring, vel forfaren i finsk Trolddom og Lægekunst, saa kan hun jo drage stor Vinding deraf; men kunde man se ind i hendes Sjel, forfølge hendes lønlige