til Haandgemæng; han og en fransk Soldat fægtede længe med Bajonetten, kastede saa Geværerne, toge hinanden om Livet og brødes; Tateren segnede, og hans Modstander satte allerede Bajonetspidsen mod hans Bryst; da mødtes deres Blikke; „Zincalo!“ raabte Spanieren; „Zincalo!“ raabte den Anden, en Ungarsk Tater, der strax tog sin Vinflaske frem og vederkvægede sin forsmægtende Broder; de listede sig ud af Kamptummelen op paa en Bakke, hvorfra de med Hjertens Lyst betragtede, hvorledes deres fælles Fiender, buroarne, dræbte og lemlæstede hverandre i den rasende Kamp[1]. Saadant Frimurerskab er der imellem Taterne hele Verden over.
Hvad der til alle Tider især har gjort Taterne til Gjenstand for Almuens Afsky, for de Lærdes Forundring og stundom for de Frommes Bekymring, er deres sælsomme religiøse Forhold. Dette er allerede paa flere af de foregaaende Blade antydet. Ved deres første Fremtræden i Europa vakte de al Verdens Deltagelse ved det, som man dengang syntes, saa overmaade vakkre Foregivende, at de vare christne Pilegrime fra det fjerne Ægypten; men meget snart kom de i Vanrygte som Erketyve og Troldfolk. Saa gave de sig efter Omstændighederne ud for at tilhøre Landsfolket i de Lande, hvor de færdedes, og skyndte sig især med at rette sig efter de i Landene herskende religiøse Anordninger; i Tyrkiet lode de sine Børn omskjære, i christne Lande bragte de dem til Daaben. Men har man hos noget andet Folk sporet en saadan letsin-
- ↑ Borrow, anf. St., 1, 224.
