dig Omgang med det Hellige som hos Taterne? For desto friere at kunne gaa ud og ind i Landene, lode mange af dem sig saaledes gjøre baade til Mohamedanere og Christne; ja, man mærkede, at Taterforældre, i Haab om Faddergaver, i, forskjellige Kirker lode sine Børn døbe indtil 5–6 Gange. Paa den ene Side erklærede de med den største Paastaaelighed at være f. Ex. Christne og bevarede da med stor Omhyggelighed sine Daabsattester; paa den anden Side bar deres hele Vandel det forfærdeligste Vidnesbyrd om, at de traadte baade Moral og Religion under Fødder. Og det var ikke blot en og anden Forsker, som lagde Mærke til dette uhyggelige Forhold; det blev Gjenstand for almindelig Opmærksomhed. Selv Tyrkerne, som dog ere saa overmaade tolerante mod hver den, det kun vil bekvemme sig til at bekjende Mohameds Navn, troede dog ikke paa Taternes Oprigtighed; de gave dem nok Lov til at bære Turban – dette Hædersmærke paa en ægte Muselmand, – men fandt det dog passende at lade dem betale den Kopskat, som de paalægge alle Islams Fornægtere, der opholde sig i deres Lande. En svensk Kirkelov af 1686[1] handler i Kapitlet om Barnedaab ogsaa om Taterne, men saaledes, at de omtales i en Paragraph for sig selv midt imellem Christne af alle Troesbekjendelser paa den ene og „Jøder, Tyrker, Morianer og andre Hedninger“ paa den anden Side, uden at man altsaa kan se, om de henregnes til Christne eller Uchristne. I norske Love sattes Taterne derimod mere ligefrem i Klasse med „Jøder og andre uchristne Personer.“ Hos Vallacherne, hvis Munterhed har havt meget med Taterne at skaffe, finder man et Folkesagn, som forklarer, at Taterne engang havde sig en Kirke, som var bygget af Flesk (Taternes Yndlingsspise), men den aade Hundene op for dem. Mere alvorligt toge Hollænderne Tingen, og imellem dem have Taterne for sin Ugudeligheds Skyld intet andet Navn end ret og slet „Hedninger.“
Det var ogsaa tænkeligt, at disse Fremmede, som aabenbar kun for et Syns Skyld bekjendte sig til de europæiske Re-
- ↑ Kongl. Stadgar. Stockholm 1706.
