ligioner, kunde have bragt med sig og hemmelig bevaret en eller anden asiatisk Gudsdyrkelse, at de altsaa virkelig vare Hedningen Det maatte vistnok være en overmaade bedrøvelig hedensk Religion, som skulde kunne tillade sine Bekjendere at fare ned saadant falsk Spil og i det Hele leve et saadant umoralsk Liv, som Taterne stadig bære til Skue; men selv af saadan hemmelig Religion har man forgjæves søgt at finde noget Spor hos dem[1]. Selv Borrow, som dog var saa vel kjendt med Taternes hele Væsen, maa erklære, at han ved Siden af den Religion de give sig Skin af at tilhøre, ikke har fundet saa meget som Mindelser om nogen tidligere Tro, og han antager, at om de end kanske ved deres Ankomst til Europa erindrede Navnet paa en eller anden indisk Afgud, saa har deres letsindige Hjerte ikke æret ham mere, end de nu ære Jomfru Maria eller Christus.
Men saaledes syntes Taterne at danne en Undtagelse fra den trøstende Sætning, som saa ofte er fremført til Beroligelse ved Synet af Menneskeslægtens mange og store Forvildelser, at ligesom intet enkelt Menneske er aldeles gudløst eller uden Evne til at erkjende Gud, saaledes er intet Folk aldeles uden en eller anden vedtagen Gudsdyrkelse. Reisende fortalte Europa om fjerne Folkeslag, de saakaldte Vilde, der tilbade uformede Stenstykker eller fæle Dyr som Guder, og selv denne Yttring af en meget dunkel, halv undertrykt Gudsbevidsthed tjente til at stadfæste hin Sætning; men midt i den civiliserede, christne Verden fandt man en talrig Slægt som i Ord og Gjerning haanede al Helligdom. Dette er det sælsomme Punkt i Taterfolkets Liv. – Der har ogsaa udviklet sig et helt Sy-
- ↑ Det skulde da være, at en Reisende fortalte (Berl. Monatschr. 1783, Septbr., S. 216), at han mellem Reval og Petersburg havde truffet Tatere, som bare smaa Billeder, hvilke de selv kaldte russiske Helgenbilleder, men som han ansaa for kalmuikiske Afguder – en forøvrigt altfor ufuldstændig og upaalidelig Beretning. Om Skribenternes forresten ensstemmige Vidnesbyrd om Taternes Irreligiøsitet se Grellmann, anf. St. S. 145.
