Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/118

Denne siden er ikke korrekturlest
104

stem af Forklaringer derover. Nogle Forfattere erklærede uden videre, at Taterne stode under Hedningerne, altsaa under den laveste Art af Mennesker, og da vel manglede de væsentlige menneskelige Evner. Lige i Modsætning hertil, men ganske i Overensstemmelse med den slet-philosophiske Skole i forrige Aarhundrede, fandt en anden Forfatter[1] noget særdeles Interessant netop i denne Taternes Vantro; den er i hans Øine kun en „Frihed fra al Slags Overtro“ (Christendom, Jødedom, o. s. v.), og „naar Oplysning ikke betyder Andet end dette, saa høre Taterne til de mest oplyste Mennesker i Verden; thi der er ikke Spor af religiøs Vildfarelse at finde hos dem.“ Fortsætter man denne Tankegang en Smule, saa maa man sige, at naar Taterne uden noget Studium (thi de hverken læse eller skrive) vare komne frem til samme Maal som den Tids mest priste Granskere og Grublere, saa maatte de af Naturen have været begavet med overmenneskelige Evner. – Ved Siden af denne Philosophs uværdige Forklaring tør man vel ogsaa anføre den, som den norske Bonde har dannet sig om Taterne: naar en Taterkvinde – saa siger et gammelt Folkesagn i Gudbrandsdalen – har samlet sig ni Børnehjerter og brændt dem som Offer til den Onde, saa kan hun foretage sig hvad hun vil, og skal have Held i alle Ting her i Livet, hvorimod hendes Sjel efter Døden rigtignok skal tilhøre hendes Herre. Naar Taterne saaledes skulde dyrke det onde Væsen som andre Mennesker dyrke det gode, saa blev deres Liv det Omvendte af det naturlige Menneskeliv; de stode da hverken over eller under andre Mennesker, men ganske udenfor disses Kreds, vare Umennesker.

Men fra en anden Kant skulle vi hente en nettere Forklaring af Gaaden. I Østerlandene har det fra gammel Tid paa Grund af et Sted i det gamle Testamente været fast og almindelig Tro, at der ialt er 72 Folkeslag og Sprog paa Jorden, og efter denne Tro har der i Syrien, som en Reisende beretter[2], med Hensyn til Taterne dannet sig et Fol-

  1. Se Berlin. Monatsschr., 1793, S. 158.
  2. Se Pott, anf. St., 1, 67.