kesagn, som gjælder for afgjort Sandhed, og som siger: der gives i Venden 72 Religioner og en halv, og denne halve er Taternes. – En halv Religion! Der have vi det rette dunkle Udtryk for en saa dunkel Ting. Taterfolkets Sjel rummer ikke mere end en halv Religion. I Alt, hvad der hører til det udvortes Menneske, røber Tateren ypperlige Evner; hans Forstand og Kløgt overgaar de fleste andre Menneskers, ligesom Rævens List overgaar de andre Dyrs; denne Kløgt kan ogsaa være parret med Heftighed og Iver; det ser man i Tatermoderens Omhu for hendes Børn, der minder om Dyrets lidenskabelige Ømhed og fortvivlede Kamp for dets Unger. Men dette raske, rastløse Liv er tillige saa tomt saa usammenhængende; her er saa megen Letsindighed, Ustadighed i Taterens Væsen. Han fatter hurtigt nok, hvad andre kunne sige ham om Gud i Himmelen; men han mangler den alvorlige Sands, som skulde fastholde den høie Lære; den dybe Længsel, hvormed han skulde hæve sit Blik op over Sandseverdenens Forfængelighed, er ikke vaagnet hos ham; den Gemytlighed, hvori Guds Ords Sæd vil spire og bære Frugt, er hos ham saa overmaade ringe. Det er Taterens „halve Religion,“ at hans Samvittighed er saa overmaade sløv, som en slap Streng, der vanskelig vil give Lyd, at hans moralske og religiøse Evne er – ikke just aldeles borte, men indskrænket til det alleryderligste Minimum.
Men efter alt dette vil man ikke uden Forundring høre min i det forrige Kapitel omtalte Hjemmelsmand, Frederik Larsen, berette om et ganske fuldstændigt Hedenskab, som de norske Tatere skulle have havt imellem sig. Hans Beretning var følgende: Dengang Taterne endnu boede i sit Fædrehjem, Byen Assas i Assaria (se S. 20), sendte baro devel (den store Gud) sin Søn, Dundra, i et Menneskes Skikkelse til dem for at aabenbare og i en Bog opskrive for dem sin Lov – den hemmelige Lov, som Taterne endnu følge hele Verden over; derpaa steg Dundra op fra Jorden, satte sig i sit Rige, Maanen, og hedder fra den Tid Alako. Der er ellers to Sagn imellem de Gamle i Folket om, hvorledes dette gik
