res norske Efterkommere ikke længer vidste rigtig at skjelne imellem[1].
Efter alt dette er jeg tilbøielig til at tro, at Frederik Larsen ikke har opdigtet denne Mythe, men at han med alt Alvor har hørt den f. Ex. af sin Bedstefader, den hundredeaarige Olding, som ved Bredden af det mørke Fjeldvand „efter Fædrenes Vis“ tog Afsked fra sin Slægt og steg i Dybet; jeg er tilbøielig til at tro, at disse mørke Fremmede, disse Nattens Børn, virkelig her i vore Udmarker, i Skovens Ensomhed, have bøiet Knæ for Maaneguden og saaledes søgt den Trøst, som ogsaa deres Hjerter begjærede paa Livets tunge Vei. Dog – dette interessante Punkt i Taternes Historie faar være et Mysterium fremdeles. Saa meget synes jeg imidlertid med Vished at kunne skjønne, at om vore Taterhorder engang have baaret omkring med sig en saadan hedensk Tro, saa er det nu anderledes. Naar min Hjemmelsmand vilde paastaa, at denne Tro med dens mange Ceremonier endnu var i fuld Gang, saa var dette vistnok Noget, han havde indbildt sig selv; hans hele Fortælling var for ustø og vaklende, i det Høieste dunkle Erindringer om, hvad der i ældre Dage havde fundet Sted imellem Taterne, og dersom nogen anden nulevende Tater ved Noget om Alako at sige, saa er det upaatvivlelig mere som et gammelt Eventyr end som et alvorligt Hjertesanliggende. Den hele Maanedyrkelse maa efter alle Mærker være i Forfald nu for Tiden ligesom alt Andet, der hører Taterne til.
Men gid de vare oprigtige Alako-Dvrkere allesammen! Saa vidste man, hvad man havde at gjøre med. Men som vore Tatere nu ere, gjenfinde vi ogsaa hos dem den bedrøve-
- ↑ Den bekjendte finske Lærde, Kalevalas Udgiver, Dr. Lønnrot, hos hvem jeg har forespurgt mig om denne Sag, yttrer i en Svarskrivelse: „Angaaende Alako kan jeg ikke sige Andet, end at dets Udledelse af det finske Ord alakuu vist er mulig,“ Han gjør ellers opmærksom paa, at Finnernes egen gamle Mythe om Maanen, og et ondt Væsen, som forfølger den, er ganske anderledes end Taternes, hvis Mythe altsaa ikke kan skrive sig derfra (se Ganander, Mythologia fennia}}, Åbo 1789, S. 45).
