Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/125

Denne siden er ikke korrekturlest
111

lige „halve Religion.“ Man skal neppe fra den hele Mark, hvor Guds Ords Tjenere saa og vande, i christne eller hedenske Lande, kunde opvise noget mere Mistrøstende end disse Menneskers aandelige Tilstand. Tal med dem, og du skal ofte saa høre en Strøm af Ord om Gud Fader, Søn og Helligaand; men du vil for det meste forgjæves søge efter en Mine i deres Aasyn, som røber Oprigtighed ved Ordene, forgjæves lede efter et Træk i deres Liv, som viser sand Ærbødighed for det Hellige. – I den øverste Bygd i Guldalen, hvor et fromt, chriskeligsindet Folk har hjemme, fortalte en Bonde mig, at han en Søndagsmorgen indbød nogle sorthaarede (tateragtige) Fanter til at overvære Husandagten; men de Fremmede svarede med bandende, vrede Ord og skyndte sig bort. Dette ligner mere en Tatersjel end Rørelse og Andagt. – Og om man virkelig for et Øieblik skulde synes, at ogsaa en af disse Forvildede i Sandhed kan vise sig greben af Guds Ords Magt, saa tør man ikke ret hengive sig til Glæde og Haab herved; thi ogsaa i vort Land have saa hyppige Erfaringer vist, hvor saare vanskeligt det er, at en Tater i Længden kan modstaa de Fristelser, som hans ustadige, flygtige Sind drager ham ind i.

Det forstaar sig, Taterne gjøre sig nok Flid for at faa sine Børn døbte. Altid skeer det just ikke – det har det Foregaaende indeholdt Exempler paa –, men for det meste. Men i Regelen er det ikke engang noget Slags religiøs Overtro, som er Bevæggrunden hertil, men pure Klogskabshensyn; Taterne vide nemlig fra de gamle Forfølgelsers Tid, at en rascholil (Daabsattest) er den vigtigste Betingelse for deres frie Ophold i Landet. Iligemaade ser man saagodtsom aldrig, at disse Mennesker af egen Tilskyndelse søge Religionsundervisning, underkaste sig Konfirmation eller erhverve sig kirkelig Indvielse af sine Ægteskaber. Er en Tater eller Taterkvinde konfirmeret, er det i Regelen skeet i Tugthusene eller under Fattigforsørgelsen omkring i Sognene, i begge Tilfælde ved Tvang.

Jeg har engang læst om en Professor ved er Døvstummeinstitut, som opnaaede et ganske mærkværdigt Resultat med