Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/129

115

Pleieforældre kunne med samvittighedsfuld Omhu røgte sine Pligter mod de Forladte, som saa vel egne sig til at omfattes med deltagende Medlidenhed. Men lad en tankeløs Legekammerat ytre et halv forstaaet Ord om „Fattigguttens“ Kaar, lad en raa Tjenestekarl i Hidsighed udtale sen Foragt mod „Fantegutten,“ og den Hengivenhed og Frimodighed, som lang og kjærlig Omgang kunde have opbygget i hans Sjel, er kanske i et Øieblik nedreven, og med det samme er kanske Tiden der, da Fattigkommissionen efter sine Instruxer maa erklære Opdragelsestiden for endt og lade sen lidet befæstede, men voxne Myndling fra nu af selv søge at bryde sin Vei i Livet mellem Verdens Mistillid og Foragt og mangehaande Forførelser. Jeg skal hente mit Exempel fra et Tilfælde hvor jeg er vis paa, at der blev anvendt megen Omhu fra de forskjellige Vedkommendes Side, da jeg navnlig ved at den i Sagen vigtigste Mand, Sognepræsten, efter lang Erfaring kjender Fantefolkets Tilstand og har Hjerte for dets Nød. I Nærheden af Throndhjem fangedes for 3–4 Aar siden et talrigt og vildt Fantefølge; de voxne Medlemmer af samme sattes under Justitiens Tiltale og straffedes nok for forskjellige Forseelser, men to Ukonfirmerede, en Gjente paa 16 17 Aar og en Gut paa samme Alder, sendtes af Øvrigheden, der ikke kunde udfinde deres Hjemstavn, til Stedets Fattigkommission, som da indtil videre maatte forsørge dem efter Loven. De kom i Huset hos en brav Haandværker og forberededes af Skolelærer og Præst til Konfirmation. De opførte sig overmaade vel, vare lydige og flittige, gjorde ogsaa med sit heldige Nemme gode, ja den ene af dem særdeles gode Fremskridt og konfirmeredes efter ikke lang Tid under de bedste Forhaabninger. Dette Resultat var saa meget mere overraskende, som den Ene, Gutten, dog var Søn af en særdeles ilde berygtet Fantekvinde, Datter af den endnu mere bekjendte Grisilla, Stammemoderen for et af de talrigste Taterfølger i det Nordenfjeldske, en mærkelig gammel Kvinde, hvis Navn med Spøgelsetroens hele Ærefrygt ofte nævnes paa begge Sider af Dovre. Men derfor glædede Alle sig dobbelt ved Haabet om, at hendes Ætling nu var reddet