Hesteskjærer og selvstændigt Medlem af et andet Fantefølge. Hos dem begge syntes jeg at se den letfærdige Fantenatur udviklet til en fuldstændig Skamløshed.
Og dog feiler det ikke, at Livets og Dødens Magter stundom ogsaa kunne gribe Taterens Mange Sind. Men da kan det hænde, at hans Angst bliver af gyselig Art. Den nys omtalte Tater paa Christiania Tugthus sortalte mig hvad han engang havde oplevet af saadan Natur, og efterhvert som han skred frem i Fortællingen, trak hans Ansigtsmuskler sig krampagtigt sammen; Graaden strømmede stridt ud mellem de sammenpressede Øielaag, og hans Stemme blev exstatist bævrende, dæmonisk, om jeg saa tør kalde den. „Jeg kom,“ saa begyndte han, „kjørende forbi en Kirke, hvor Døren stod aaben; saa tænkte jeg paa, at jeg aldrig havde seet en Kirke indvendig, og jeg gik ind medens Kvindfolket mit passede Hesten. Der var Ingen i Kirken uden Klokkeren, og jeg fik Lov til at gaa frem for Alteret for at se. Saa lukkede der sig op en dyb Grav i Gulvet ligefor Alteret, og jeg blev siddende paa Kanten af Graven saaledes, at Fødderne hang ned i. Saa kom der ligesom Ildsluer op af Graven, høie og spidse, den ene høiere og mere toppet og tunget end den anden; nogle vare røde og nogle blaa og gule og grønne og med al Slags Let og med en tyk, sort Røg, og det lugtede som af Svovl og Tjære, og det hvinede og peb og gnistrede og tordnede. Saa raabte jeg paa Klokkeren, at han maatte hjælpe mig af Graven, for jeg kunde ikke faa Fødderne op; men han var gaaet ud af Kirken. Da peb og gnistede alle Luerne endnu værre, og da kom den Stygge og slog Kløerne i Fødderne paa mig og halte. Men da blev jeg saa rent forfærdet og raabte og skreg og sagde:
„O Djævel! begjærer Du Noget af mig –
Men tag dit, som er, og pakke Du dig,
Til Helvedes evig at svive!
Thi Du har forspildt dit Himmerige.“
Vildmanden oplevede ligesom sin Vision paany under Fortællingen, og jeg skal aldrig glemme det Indtryk, denne gjorde
