ogsaa paa mig. Det Hele havde rigtignok kun været en Drøm,
fik jeg bagefter høre, og i vaagen Tilstand skulde dette for de
aandelige Ting ellers saa sløve Menneske vanskelig være bleven
saa voldsomt rystet. Men det var tydeligt, at denne Drøm dog
havde gjort et Indtryk, som forplantede sig ind i hans vaagne
Liv; jeg overbevistes om, at ingen Menneskesjel er saa dybt fornedret,
at den jo, om end kun i Øieblikke, kan gribes af Helvedes
Angst, overbevistes om, at selv Taterens flygtige Sind, ialfald
i en Drøm, er istand til at rumme en Bøn til Gud.
Man vil smile ved i Skildringen af Taternes lave Verden at finde et Udtryk som det i Overskriften brugte. Familielivet ere vi jo saa vante til at tænke os som et huslige Liv med Hjem og visse Værelser, og nu er det bekjendt nok, at disse Ting ikke pleie høre til et Taterfølges Fornødenheder. En Taters Liv, kan man lægge til, begynder ikke som andre Menneskers med den rolige Søvn i en gyngende Vugge, og det er tvivlsomt, om det i Regelen ender med Hvilen i en ordentlig jordkastet Grav. Og naar nu ikke et fast Hjem binder Fanternes Ustadighed, naar den hjemlige Arnes Hygge, der i vore Familier er et saa vigtigt Foreningspunkt, i Taternes Liv er en ukjendt Ting, hvad skulde det da være for moralske Baand, som skulde være stærke nok til at sammenholde den saa overmaade vanartede Slægts Familiers Kan man hos de ustadigt omvankende Horder vente at finde Omhu hos Forældrene med Børnene, Lydighed hos de Yngre mod de Ældre, Troskab imellem Ægtesæller? Allerede den ældste norske Lov om Taterne klagede jo over, at „de føre et meget skjændigt Levnet med Skjørlevnet og Blodskam;“ dette er endnu
