det almindelige Ord om dem iblandt vor Almue, og fra alle Lande er der idelig hørt de samme Yttringer af Forargelse over de grueligste Ting af dette Slags, som skulle gaa i Svang hos dem.
Og dog er der et ganske eiendommeligt og fast Familie- eller Samfundsliv iblandt dem – eller rettere der var; thi her er det især, at Taterne med Rette klage over, at „de gode gamle Dage“ ere forbi, og at den gamle Taterlov ikke er i Agt og Ære hos den nulevende Slægt.
Det er allerede paafaldende at høre den virkelig ikke usandsynlige Forklaring, som f. Ex. Borrow har opstillet (se S. 62, Anm.), at det Navn, hvormed Taterne benævne sig selv, Rom eller Rommanisæl, egentlig skal betyde del samme som Familiefolket. Taterne skulde altsaa fra første Færd af verre et Folk af vandrende Familier; de skulde have givet sig Navn efter sin høie Agtelse for og Vedhængen ved Familielivets patriarchalske Sæder.
Og hvor Taterlivet nogenlunde har vedligeholdt sin oprindelige Art der slegtet man ogsaa, naar man ser nøie til, høist eiendommelige Sæder, som virkelig svare til denne Betydning af deres Navn. Det mest Overraskende i Borrows Skildringer af de dog saa fordærvede spanske Tateres Liv er vel dette at medens han ikke tager i Betænkning at fremstille dem som Folk, hos hvem fast alle andre Dyder, Arbeidsomhed, Ærlighed, Gudsfrygt o. s. v., ere ukjendte Ting, saa paastaar han med samme Bestemthed, at intet andet Folk lægger større Vægt paa den ægteskabelige Troskab og strængere straffer enhver Overtrædelse af denne Familielivets Grundlov; især kræves naturligvis denne Dyd af Kvinden og det saaledes, at hvad enten hun allerede er en Taters Kone eller ei, saa ansees enhver Forbindelse mellem hende og en Mand, der ikke er af Taterblod, for en Brøde, der maa straffes. De spanske Tatermødre lade det ikke bero med blotte Formaninger til Døttrene; ogsaa mere virksomme Midler, dem det her ikke gaar an at omtale nærmere, maa understøtte Formaningerne og gjøre det umuligt for Ungmøen at overtræde Kydskhedspligten. En