slig Mangfoldighed af Bryllupsceremonier, som Borrow beskriver fra sit Ophold mellem Spaniens Tatere, finder man heller ikke lettelig Mage til hos andre Folk. Det er imidlertid let at skjønne, hvorledes Taterne her alligevel kunde komme i samme Vanrygte som andetsteds; for at fortjene et Sølvstykke opfører en Gitanilla gjerne de letfærdigske Dandse til Øienslyst for de spanske Adelsjunkere, og en ung Tatermoder tjener villig en Abbed med at lokke til ham Egnens smukkeste Piger; men imellem dem selv og Mændene af det „hvide Blod“ er alligevel et „svælgende Dyd befæstet.“[1]
Noget Lignende finder man ogsaa hos de engelske Gypsies. Disses gamle Vedtægter eller Grundloven for deres Taterliv gjengiver Borrow i følgende 3 Artikler: 1) Forlad ikke Familiefolket (bevar dets Skikke og omvandrende Liv); 2) vær tro imod Ægtemændene (indlad Dig ikke, juje, med Mænd af fremmed Blod), og 3) betal hvad Du skylder nogen af Familiefolket (og bryd Dig ikke om, hvad Du skylder Andre)! Hele Taterfolkets Tilværelse beror paa den tro Overholdelse fornemmelig af 2den Artikel; med Taterkvindernes Troskab maa den hele Slægt forsvinde. At derfor endnu den Dag idag de engelske Tateres Hud er ligesaa gulbrun, som da Slægten for 3 Hundrede Aar siden kom ind i Landet, at de endnu i saa paafaldende Grad ligne sine fjerne persiske Brødre, det er, som Borrow gjør opmærksom paa, et godt Vidnesbyrd om, at disse Taterkvinder dog have bevaret en Dyd, Troskab mod sin Slægt, mod sine Mænd.
Efter alt dette lader det sig ialfald høre, hvad min førnævnte Hovedhjemmelsmand fortalte mig om de norske Tateres gamle Lov, som dog efter hans egen Forklaring nu ikke længer blev overholdt. Saa havde han hørt af gamle Tatere, at naar nogen Taterkvinde, gift eller ugift, skjænkede en Ikke-Tater, han være buro eller rankanó, sin Kjærlighed, faa skulde hun hedde „Ildsmad“ og uden Barmhjertighed lægges paa
- ↑ Man se herom fornemmelig Borrows Skildring af Bryllupsceremonierne, anf. St. 1, 323 f.
