ene; men saa er ogsaa Bevidstheden om denne som et Lys for dem i et stort Mørke, som det blege Maaneskinslys, hvor Gudsbevidsthedens klare Sollys mangler, og saaledes kan det godt forstaaes, at Taterne, netop disse ellers saa ugudelige Mennesker, med stor Iver maatte stræbe at fastholde denne sidste Dyd.
Og selv Mennesker, som vistnok ellers saare lidet have Øie for de bedre Træk i Taterfanternes Liv, maa dog stundom studse ved den Ømhed, som ogsaa i denne lave Kreds kan komme tilsyne. Det være mig tilladt at anføre et Exempel, hvorved jeg med det samme faar fremstille et norsk Taterfølges Reiseliv. – Jeg kjørte over den saakaldte Byaas ved Throndhjem, og jo mere jeg nærmede mig den gamle minderige Stad, desto mere higede jeg fremad. Da saa jeg lige ved Veien et enligt liggende Hus, som jeg paa det optraakkede Tun erkjendte for et af Bønder besøgt Hvilested og for en ialfald i Smug aabnet Brændevinskippe, hvorfra ogsaa nu en høirøstet Trætte og hæslig Brændevinsos strømmede ud igjennem de aabne Vinduer. Alting saa mig saa uhyggeligt ud her, at jeg, saa nødig jeg end nu vilde opholdes i min Reise, maatte ind for at tænde min Pibe og med det samme som tilfældigvis indlede en Samtale om Fanterne. Og jo, den fede, smudsige, høist utækkelige Kro-Kone blev ordentlig interessant, da hun kom ind paa Fortællingen om et Besøg, hun havde havt endnu samme Foraar. En Aften sent – det var paa Slutten af Vinterføret – kom et Par Fruentimmer, en gammel Kjærring og en yngre, ind og bad saa vakkert om Hus for sig og et Par Smaabørn; dette tilstodes dem; men da de kom ind Allesammen, vare de ni, deriblandt store Karlfolk. De havde med sig ikke alene Mad og Drikke og dertil Pande og Kjedel, Spiseskeer og Tobakspiber, men ogsaa Sengklæder i Mængde. Fanterne toge det hele Hus i Beslag, ja Stalden med, hvor de satte ind sine Heste, og der var ikke Ro i Huset, før de var færdige med sit Stel. Men saa grætten Huusmoderen end var, kunde hun dog ikke bare sig for, da det hele Spektakkel om Morgenen fornyedes, at lægge
