stændigere blevne anvendte; men derfor har det ogsaa hyppigere hændt, at saadanne Taterfamilier som den ovenfor omtalte, med Smaa og Store, Mænd og Kvinder, ere blevne standsede midt i den rastløse Omflakken og satte ind i Arrester og Fængsler sammen med alskens norske Omstreifere og Forbrydere. Ved et saadant tvungent Samvær maatte lidt efter lidt det tidligere Had imellem de mørkladne Tatere og lyslete Fanter forvandles til Kammeratskab, og naar nu f. Ex. Tateren i længere Tid holdtes fængslet, medens hans Kjæreste slap fri, var det da saa meget at undres over, om den forladte Tilstands Besværlighed overvandt hendes Bestandighed, saa hun faldt i Armene paa en eller anden Fant, hun traf paa Landeveiene, om han end ikke hørte til hendes Stamme? Denne nye Forbindelse varer da, indtil enten den nye Mand paa samme Maade bliver hende fratagen, eller til den ældre Herre atter kommer paa fri Fod og efter et blodigt Slagsmaal gjenerobrer sin tidligere Ret. Saaledes omtrent har vel de Taterkvinders Historie været, som man oftest træffer, Kvinder, fulgte af et Barn med sorte Øine – Troskabens Pant –, saa et med blaa, atter et med sorte og saa endnu et kanske med graa. Mon der kan opvises noget sørgeligere Billede paa menneskelig Vanart og dyb Fordærvelse end saadanne faldne Tatersker, som have tabt sin sidste og eneste Dyd?
Dog her talte jeg for rask. Det hænder ogsaa altfor tidt, at der dømmes for rask, netop naar Talen er om Fantefolk, hvis Liv og Vandel dog allermindst taaler en overilet Dom. Lad mig gjøre min Feil god igjen ved at skildre en saadan Tatermoders Forhold til sine Børn, – en Tatermoders, sagde jeg; thi hos Faderen vil det i ethvert Tilfælde blive vanskeligere at paavise noget Træk af Ømhed. Man skal faa at se, at selv den faldne Taterkvinde ikke er bleven Umenneske, forladt af alle gode Aander.
Jeg tænker mig en ung rommani-tjei – og meget Ung, saasom tidlig Legemsudvikling er en Eiendommelighed hos Taterfolket, som endnu her i vort taagede Norden vidner om dets
