denne Svaghed, belive denne Sløvhed hos Andre, denne gode Villie skulde – ikke selv finde paa Raad, men være et Middel i hans Haand, for hvem Intet er umuligt.
Det Billede af denne Slægt, jeg nu skal fremlægge, skulde tjene til at fremkalde en saadan levende Deltagelse. Skildringen skulde interessere baade mere dannede Læsere, de Mænd, som kunne have Anledning til at træffe mere omfattende Foranstaltninger til Fanternes Vel, og den mere enfoldige Almuesmand, som ser Fanten nær ved, som ofte maa huse ham. Man vil ogsaa see, at jeg har været betænkt paa dette dobbelte Formaal. Ved en vis Nøiagtighed eller Omstændelighed i den historiske Fremstilling mente jeg at skulle overtale den mere Dannede til at kaste et velvilligt Blik ind i denne lave Verden; ved en hel Del Fortællinger og Skildringer af Livet gjorde jeg mig Flid for at vedligeholde Læselysten hos den mindre øvede Læser og saaledes bringe ham til at medtage de Vink og Formaninger, som jeg hist og her har vovet at indflette. Men maaske har denne dobbelte Opgave nødvendig maattet lade Arbeidet kun slet lykkes for mig, for hvem vel allerede en enkelt vilde have været meget stor.
Men dette kan nu ikke være anderledes. Denne Bøger skreven i Mellemtimer mellem forskjellige andre Forretninger og Studier og under en nedtrykkende Indflydelse af hyppig Sygelighed, og det er ikke min Leilighed nu at gjøre noget nyt Forsøg. Heller ikke tillader Sagen selv længer nogen Opsættelse fra min Side. Der skal raadslaaes og fattes Beslutninger om Fanternes Forholde, og dermed skal Bogen gjøre saa megen Nytte som den kan.
– – Jeg var paa Vei til at blive mismodig ved Erindringen om min livlige Interesse for Arbeidet ved dets Begyndelse og ved Synet af det Manuskript, som nu ligger der, ved Tanken om, hvad jeg har naaet, og hvad jeg vilde gribe. Men saa mindes jeg igjen den gamle, smudsige, sløvede Kvinde, som stod ved Kjøkkendøren og rystede. Det er paa Tid, at jeg glemmer mig selv.
- Christiania, 3die November 1849
