spil mellem Bondens buldrende Ærgrelse[1] og Moderens store Forskrækkelse, der dog aabenbart var mere forstilt end virkelig og kun slet dulgte hendes glade Følelse ved Synet af det Barn, der nu laa i hendes Arm, hendes lønlige Tryghed ved Anelsen om, at i hendes nuværende Tilstand hendes Person dog skulde agtes hellig og ukrænkelig. – Om Barnet skal blive christnet eller ei, vil vel afhænge af hendes Omgivelsers Sands og Iver; hvad Moderen sørger for, og hvad Konen i Huset neppe vilde kunde afslaae hende, er nogle Klude til at svøbe Ungen i og en List, et Baand, til at indrette et Bæreredskab af, saadant som hun har seet andre Vandringskvinder bruge. Saa drager hun afsted igjen med Barnet paa Ryggen og gaar fra Hus til Hus Barnets Skrigen, naar det trænger til mere Føde, end hendes Bryst kan yde, gjør den betlende Moders Veltalenhed uimodstaaelig, og dets Smil gjør hende døv for alle plumpe Hentydninger, liggeyldig for haanlige Skuldertræk og bebreidende Blikke. Hun er Moder og – lykkelig. – Men hun er Kvinde tillige og fuld af Længsel. Manden fra det kortvarige Ægteskab finder hun ikke igjen; men der gaar mange Fanter paa Landeveiene, pralende Gutter, i hendes Øine elskværdige. En af dem bliver hendes Fortrolige, og naar den Førstefødte kan gaae ved hendes Haand paa Landeveien, har hun allerede det andet Barn paa Ryggen; nogle Aar endnu – allerede en gammel Skribent har formedelst Tatermoderens Rigdom paa Smaabørn sammenlignet hende med en Høne midt i en stor Kyllingflok (gallina pullis stipata) – nogle Aar endnu, og hun har en hel Flok at ernære. Men da ser man hende ogsaa udvikle den mest rastløse Virksomhed; hun vandrer fra Landets ene Ende til den anden og tigger og spaaer, stjæler og lyver og hexer med en Færdighed, som næsten fortjener det Held, hun nyder. „Men det er jo ogsaa
- ↑ Han gjorde mig opmærksom paa den Plage, han havde i Vente, siden det var et Guttebarn, som saaledes var bleven født paa hans Gaard, og som Krigskommissæren kanske om et Snes Aar vilde kræve ham til Regnskab for.
