Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/142

Denne siden er ikke korrekturlest
128

Hønens, det er Dyrets Kjærlighed til sine Unger; det er ingen menneskelig Ømhed, som vi her kunne beundre og agte,“ saa ville Mange tænke. Men den Kvinde, som saaledes i Slud og Uveir har baaret sit Barn paa Landeveiene, først under sit Hjerte, saa paa sin Ryg, skulde hun ikke elske sin Smertes Barn? Hun, som for at stille dets Skrig, har trodset Haardhed og Foragt, har samlet over sit Hoved en uoverseelig Sum af Bedrageri og Løgn og falske Eder og gruelige Forbandelser, skulde hun ikke elske Gjenstanden for saa store Offere? Hun, som ikke saa et venligt Blik uden i sit Barns Øie, ikke hørte et tillidsfuldt, kjærligt Ord uden af dets enfoldige Mund, hun, som aldrig smagte Fred uden i Synet af sit Barns Uskyld – nævn mig en Moder, hvem alle Naturens Love tvinge til at elske saaledes, som hun maa elske, saa, jeg vil ikke sige stille og fromt, men saa voldsomt, saa lidenskabeligt! Hønen „kaster“ sine Unger, naar de ere halvvoxne; men Tatermoderen? vel er det saa, at hendes plumpe Haand oftere prygler end kjærtegner Børnene; men prøv at tage et af dem fra hende og sætte det i en Redningsanstalt, og hun vil furiere først og siden sværme omkring Huset med sine Rænker og hviske Barnet et mystisk Ord i Øret, der aander af Had mod alle dets fremmede Velgjørere, og anse sig meget lykkelig, om hun finder Leilighed til at flygte ud med det i den vilde Mark. Hønen kaster sine Unger; men naar Tatermoderens Gutter og Piger blive store, saa gaa de ofte fra hende for hver paa sine Veie at fylde sit Livs Maal. Hun selv er da gammel og skjør; hun kunde trænge til Hvile og kunde maaskee paa et eller andet Sted finde et Lægdslems magelige Ro; men aldrig saa man hende mere rastløs ilende end nu; fremdeles tiggende og hexende vandrer hun omkring og spørger og speider efter sine Børn og Børnebørn paa de vide Veie, og naar hun tilsidst – det er maaske nu i denne Stund en saadan Oldemoders Lod – segner af Mathed og stivner hen i en Snefond eller stuper ned i en Myr paa den øde Hei, saa er kanske ingen af hendes tilstede for med et kjærligt Blik at trøste hende i Døden.