Hvorledes lønne nu Børnene den Møie, Forældrene maa
have havt med dem? En hæderlig Bondemand har fortalt
mig en Scene, som han mindedes fra sin Barndom. Et Taterfølge
havde faaet Husly for Natten paa hans Faders Gaard;
en til Følget hørende gammel Kone hørtes den hele Aften at
klynke og græde, og paa Spørgsmaal om Aarsagen dertil
svarede nogle af de Andre: „Aa, hun Gamle-Mor ved, at hun
nu har levet sin sidste Dag,“ hvormed de vilde give at forstaa,
at de den næste Dag, naar de droge over Skoven, agtede at
skille sig af med hende, at slaa hende ihjel. – Hele Landet
over er Forestillingen om et saadant gyseligt Barbari almindelig
udbredt blandt Almuen. Med Hensyn til denne Folketro
har ogsaa en Præst i en officiel Indberetning om Fanterne
yttret, at medens han har døbt mange Fantebørn, har han ikke
i sin mangeaarige Embedstid kastet Jord paa en eneste Fant;
flere Præster have mundtlig yttret det samme for mig, og af
alle de Kirkegravere, jeg har talt med om Sagen, vidste kun
en at fortælle at han, og det kun en enkelt Gang, havde gravet
Grav for en Fant. – Hvad skal man sige hertil? V. Heister
fortæller[1], med Angivelse af sin Hjemmelsmand, følgende
forfærdelige Historier: „Ved Midten af forrige Aarhundrede
have Taterne i Holsten levende begravet en meget
gammel Kone paa et Sted, som den Dag idag hedder Tater-Ageren;
det samme skeede efter et Øienvidnes Beretning ved
Staden Assens i Fyen. Taterne skulle derved have brugt dette
Udtryk: „Kroppen i Jorden! Verden er dig slem.“ Den samme
Forfatter beretter i Sammenhæng hermed, at da i Aaret
1835 „Kongen“ over de engelske Tatere døde, fordrede hans
Enke ivrigt – paa indisk Vis – at blive levende begraven
med ham. Hvem tør nu nægte Muligheden af, at denne indiske
Skik ogsaa i vore Bygder har været befulgt af dette i alle
Henseender saa sælsomme Folk? En norsk Tater har jo ogsaa
fortalt (S. 90) om en udlevet Olding, som „efter Fædrenes
Vis“ selv endte sine Dage. Men det Barbari, at Bør-
- ↑ Anf. St. S. 52.
