Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/148

134

fremdeles maatte henleve sine Dages Tag Familiekjærligheden, Slægtsfølelsen, Nationalbevidstheden bort af et Menneskes Hjerte, og det har mistet en af sine bedste Prydelser. Derfor forsvarer ogsaa den berømte Pritchard i sin Bog the history of man de usle Buskmænd eller Hottentotter i Sydafrika, hvem Mange formedelst deres vistnok yderst raa Liv vilde fraskrive menneskelig Sands og Evne, ved at anføre et enkelt Exempel: en Mand af denne Race var i tidlig Alder bleven tagen til Huse hos Engelskmændene i Kapstaden, var bleven vel opdragen og vel betroet, saa han endog havde en særdeles lovende Løbebane for sig; i Evner og Kundskaber kunde han vel maale sig med Engelskmænd af den dannede Klasse; man gjenkjendte ikke længer Vildmanden i ham; og dog – en vakker Dag forlod han den civiliserede Verden, hvor han var bleven hjemme, opsøgte sine foragtede Landsmænd udenfor Koloniens Grændser, klædte sig i Dyrehuder som de og blev igjen en Hottentot med Liv og Sjel. Naar nu hos os en Fantegut forlader en Bondegaard, hvor han er opvoxet, forlader det borgerlige Samfund, som lovede ham et roligt og lykkeligt Liv, for at dele sine Forældres eller Stammefællers Elendighed derude paa Landeveiene, hvem tør da sige, at han ikke for en Del er ledet dertil af en halv bevidst Følelse af Længsel efter at erfare deres Tilstand, af Ønsket om at lide sammen med dem, som efter Naturens Orden ere hans Nærmeste? Saadanne optagne Fantebørn faa imellem sine fremmede Omgivelser altid høre, at deres Forældre eller Stammefæller leve et foragteligt Liv; men er det ikke i Grunden et ædelt Træk, naar en Søn eller Datter er meget sendrægtig til at lade sig overbevise om sine Forældres Ugudelighed og foragtelige Sæder? Kunde man gjennemskue en saadan Fanteguts Sjel, naar han i Nattens Stilhed og Mørke flygter bort fra sine Pleieforældres Hus, skulde man kanske finde, at Følelse af Harme ved haanende Yttringer om hans Slægt var den nærmeste Bevæggrund til dette hans „Fald.“ De Nabokoner, som i den anførte Fortælling haanede „Martin Fantegut“ med den stygge Tvivl om hans bedre Menneskenatur, vare maaske Skyld i, at