Den bekjendte Dr. Erik Pontoppidan, der ved Midten af forrige Aarhundrede var Biskop i Bergen og der skrev sin „Norges naturlige Historie,“ taler i dette Verk[1] ogsaa om Fanterne, „som ere, siger han, og endnu mere i gamle Dage have været et omløbende Pak af ørkesløse og uordentlig levende Tiggere eller Bedragere, ei ulige dem, man i Danmark kalder Tartere, i Tydskland Zigeuner.“ Den lærde Forf. søger at forklare sig disse Folks Herkomst. Han erindrer først om et aldeles lignende Omstreiferfolk i Jylland, de der saakaldte Kjeltringer, hvilke han efter ældre Lærdes Exempel paa Grund af den tilfældige Lighed i Navnet anser for Efterkommere af Kelterne, Danmarks Urbeboere før de tydske og nordiske Folkeslags Indvandring, og i Overeensstemmelse hermed yttrer han nu om de norske Fanter, at de vel oprindelig vare Finner, Levninger af Norges finske Urbefolkning. Det er ogsaa en af de nyere Lærde antagen Mening at Finnefolk i den graa Oldtid sværmede om som Nomader ikke blot, som nu, i Finmarken, men ogsaa paa vore sydligere Høifjelde, og at de siden, undtagen i det fjerne Finmarken, lidt efter lidt fortrængtes af de mere kultiverede og mægtigere Nordmænd; det er da rimeligvis ikke blot den Smule Lighed i Navnene, men ogsaa den store Usselhed, hvori de omstreifende Fanter levede, den Uvillie, de overalt maatte være Gjenstand for, som bragte Pontoppidan til i dem at see en endnu tilværende Rest af hint raa og undertrykte Nomadefolk.
- ↑ Norges nat. Hist., Kjøbenhavn 1752, 2, 362.
