eller Tugthuset og kunde trænge til at faa Hjælp. Dette Mærke hedder en patron. Om Vinteren bruge vi et andet Mærke, som hedder en gaano; det er en Figur, som vi slaa i Sneen med Kjøresvøben, og som ligner en sammenbunden Sæk. Disse to Mærker komme ogsaa vel til Nytte, naar der er to Følger, som ere blevne enige om at reise sammen; for ikke at gjøre formegen Opsigt maa de gaa med et Mellemrum af en Dagsreise eller saa omtrent, og da kan det sidste Følge saa nemt faa Besked om det første. Sommetider maa der ogsaa gaa Bud imellem forat underrette det ene eller det andet Parti om, at Lensmanden er ude og søger efter dem, eller at der er noget andet i Veien for den aftalte Reise, og Budet leder sig da frem efter disse Mærker.“
Her frygtede jeg en Tidlang for, at min Taterven vilde prøve min Lettroenhed, og dog havde han her givet mig Nøglen til en af de mange Forunderligheder i Taternes Historie. Som jeg før har fortalt, har det i andre Lande, hvor Taterne stundom sees i talrige Flokke, vakt Forundring, hvorledes disse Flokke pludselig komme tilsyne – Ingen ved, hvorfra – og ligesaa pludselig trække bort – Ingen ved hvorhen. Dette Mirakel sker netop ved Hjælp af dette patron-System, Vandringsfolkets netteste Opfindelse; med dette Signal kunne de nemlig naar Omstændighederne kræve det, adsprede sig til alle Kanter og derved undgaa Opsigt, men tillige lettelig samles igjen. Hos Borrow, som maaske er den første, der har fortalt derom, fandt jeg dette Meddelelsesmiddel beskrevet ganske paa samme Maade og med samme Navn. Han takker sine kjære Gypsies meget for dette deres Signal, som mangengang i Rusland, i Frankrige og andetsteds, naar han var hungrig og træt, havde ledet ham til en Taterleir i Skoven og der, uden anden Anbefaling, skaffet ham god Modtagelse[1].
I den stadige Brug af dette Signal ligger der hos Taterne Bevidstheden om indbyrdes Broderskab. En fra en Arrest flygtende Tater, som finder et Følge af „sit Folk,“ er, som
- ↑ Borrow, anf. St. 1, 37.
