den forstilte Fiende, og saa hurtig forstod han i Kampens Hede at kaste Stokken over fra den høire Haand i den venstre, at Vexlingen neppe mærkedes – et Kunstgreb, hvormed han ikke alene var istand til at fortsætte Fægtningen, om den ene Arm var bleven saaret, men ogsaa til uformodet at gjøre Udfald fra den Side, hvorfra det mindst ventedes. – Det var mig aabenbart, at Tateren havde anvendt en god Del af sin Ungdoms og Manddoms mange ledige Timer til at øve sig i Brugen af dette Vaaben.
Man forestille sig engang en saadan Kampscene, saaledes som en sanddru Tater har skildret mig den! Der staa to Mænd med spændte Muskler og end mere spændte Blikke, parerende og gjørende Udfald med sine Fægtestave. Begges Hunde ere af deres Herrer ophidsede til Kamp hver paa sin Kant, for at ikke nogen af dem skal komme sin Herre til Hjælp, og det første Forsøg herpaa af den ene af de Tvendes Kjærester lader ogsaa disse ryge sammen og drages i Haar, medens deres Unger kanske skrige paa deres Ryg. Paa Kvindernes Kampmod saa man ogsaa for et Par Aar siden et Exempel oppe i Ullensaker; under et Slagsmaal mellem to mandstærke Fantefølger, har man fortalt mig, saaes to Kvinder med forbittret Hidsighed at rives og slides, indtil de begge stode der ligeoverfor hinanden – uden en Traad paa deres brune Kroppe.
Eller synes man bedre om følgende Scene? I en Husmandshyttes snævre Stue, gjennem hvis natlige Dunkelhed en Tyristikke kaster sit usikkre Skin, staa mit paa Gulvet to vildtblikkende, sorte Fanter, og det øvrige Følge slaar Kreds omkring dem, medens Husmandsfolket i Sidekammeret forskrækket kiger ind igjennem den aabne Hør og Børnene skrige. En Fantekvinde eller to istemmer et Hyl og en Kampsang med Omkvædet de’an tjurodme (giv ham Knivstikket!), og nu først – thi her gjælder visse Kamplove – nærme de Kjæmpende sig med forsigtigt Mod og svinge mod hinanden – hvad? to i uldne Tørklædet indsvøbte Næver. Men forfølger man Bevægelserne, ser man foruden de hidsigt glødende Øine et Glimt, der i Zikzak ligner igjennem det skumle Rum. Det er
