to Knivsblade, kun en Tomme lange, smale og tynde, men tveæggede og blankslebne, som, befæstede til et med Læder omvundet, mygt Skaft, der falder godt i Haanden, stikke ud igjennem det om Haanden vundne Klæde og blinke i Tyrifaklens Lys. „Rispeknivens“ Stød høres ikke; dens Snit mærkes knapt af den ophidsede Slagsbroder; der er ængstelig lydløst i Kredsen. Men naar den, hvis Blod strømmer stærkest, hvem det først begynder at sortne for Øinene, giver det vedtagne Tegn og lægger sin høire Haand paa Ryggen, saa er Kampen endt og – saa siger Kamploven – Hadet slukt.
Saaledes var det vel, at en paa Levanger Markedsplads opstaaet Trætte for 2–3 Aar siden afgjordes. Kun endte Kampen her voldsommere, end den vel skulde. Den ene af de Kjæmpende styrtede i Vildelse ud af Kredsen med et Knivstik i Hjerneskallen, løb en Fjerdingvei afsted, faldt saa om og var død. Han obduceredes paa det nærliggende Amtssygehus, og Lægen fortalte mig, at han, foruden det friske Saar, som Mærke efter et ligedant tidligere Slagsmaal fandt et lidet afbrukket Knivsblad under den haardføre Skalles forlængst overgroede Hud. Og man kan blotte Arm eller Bryst paa fast hver Fant og der finde Mærker paa saadanne Kampe, svære Ar paa Kryds og tvær, som siden figurere som „Særkjende“ i deres Reisepasses Signalements.
Men, som sagt, det er Taterlov, at, naar Haanden er lagt paa Ryggen, skal Kampen være endt, og det bør ogsaa erindres, at om Politiet nogensinde skulde komme over et saadant stridende Parti og fange dem Allesammen, saa skal man neppe finde, at selv den lemlæstede Fant vil hjælpe Retfærdigheden til at udfinde den, som bibragte ham Saaret. Thi Fanterne danne som en Verden for sig selv; de norske Love og norske Domstole skulle ikke have noget med deres Sager at skaffe.
