Ved Talen om Taternes religiøse Forholde maatte jeg tillægge dem en paafaldende Mangel paa religiøs Sands; derimod mente jeg med Hensyn til de jordiske Forholde at kunne tillægge dem megen Kløgt og lidenskabelig Iver. Dersom man nu i det foregaaende Kapitel har seet, hvor lidenskabelige de kunne være i sine indbyrdes Handeler, saa skal man ogsaa i dette finde, at de i Forhold til Folk udenfor Kasten kunne udvikle hel mærkværdig Kløgt i sin Bedrift for at skaffe sig, hvad de behøve og begjære til det daglige Liv.
Hvad behøve og begjære de? hvordant Liv ville de helst leve? hvad stræbe de for, hige de efter? Der er vel ingen norsk Bondemand saa sløv og tankeløs, at han jo, hvergang disse fremmedagtige Mennesker stryge forbi hans Gaard, med fornyet Undren betragter deres sælsomme Færd, som de gaa der uden Hus og Hjem, uden Iagttagelse af borgerlige Pligter eller Nydelse af de bedste borgerlige Rettigheder, uden Daab kanske eller vistnok uden christelig Opdragelse efter Daabens Pagt, Mand og Kone med mange Børn, men rimeligvis uden kirkelig Velsignelse over deres Samliv, Alle rastløst ilende fra Sted til Sted, men uden noget aabenbart eller rimeligt Maal og Med, med Lystighed uden Fred, med endeløs Møie uden sand og sindig Omsorg for nogen Ting, ikke engang for den Dag imorgen. Deres Digten og Tragten er saa overmaade forskjellig fra vor. Men hvori stikker egentlig Forskjellen? Almindelig hører man det Svar: „Det maa være en større Lyst til Frihed, der bor hos disse end hos andre Folk.“
Lyst til Frihed? dette Menneskets hædrende Mærke? Ordet maa ialtfald være for godt her. Staar den fattige Husmand fra Morgen til Aften tærsker Korn i Husbondens Lade, naar hans netop voxne Søn drager hjemmefra for i en fjern og fremmed Bygd at bryde Sten ved et nyt Veianlæg, naar Fiskersønnen gaar paa Langreis og trodser mange Stormes Rædsler for kanske fra Jungmand at svinge sig op til Matros,
